ØLLET

DET SKÆVE SPEJL - ØLLET

Se De. Et øl er et øl. For mig er det lige meget.
Min far var kræsen. Kun Okocim-øl eller Żywiec-øl.
Men det var i de gamle dage. Nu kan man ikke smage en forskel.
Og jeg drikker alt de serverer. Jeg er altid tørstig fra morgenstunden.
Det der på min hånd? Det er en gammel historie. Endnu fra brummen.
Jeg var ung. Og dum. Så jeg havnede i kachotten. Men det var i kommunisternes tid.
Min far sagde, at det havde jeg fra min bedstefar, fordi det gik ham forbi.
Han var en god mand. Og for anstændig. Ikke som mig.
Min bedstefar? Jeg husker ham godt, fordi han elskede at fortælle sine historier fra for krigen og fra krigen tid.
Han var en snothvalp, da han blev medlem af en bande.
Og han var så smidig, at der ikke var nogen bedre til at klatre over gesimser og åbne vinduer.
Da de har optaget ham i banden, klatrede han på tagrenden op på tredje sal og åbnede en lejlighed for dem!
De var principfaste i banden. De havde en æreskode.
De rørte ikke de fattige. Kun de rige.
Og det gjorde ingen forskel, hvad enten var det en polsk eller jødisk lejlighed.
Nej. Kun de rige jøder, der boede blandt polakkerne.
Hvis det var for mange jøder i kvarteret, så var det et problem, fordi selv en slyngel så forskelligt fra en jøde. Og i de polske kvarterer det at røve en lejlighed gik som smurt.
Så var også de rige på gaden om aftenen. Eller dem, der så sådan ud.
Banden havde nogle drenge, der observerede foran restauranterne.
Når en beruset fyr kom ud i mørket, fik banden en besked højst efter en kvarter og lettede manden for unødvendige ejendele.
Men intet "vådt" arbejde. Fordi et mennesket var en hellig ting.
Det ændrede sig lidt under besættelsen. Bedstefar sagde, at betingelserne var også anderledes.
De jødiske lejligheder, de havde i sigte, blev plyndret før banden fik fat i dem.
Og da polakkerne flyttede ind, var der intet at stjæle.
Så har de lavet et partnerskab med en politibetjent.
De begyndte at få fat i jøder. Dem, der gik ud af ghettoen.
Og ikke ved selve ghettoen, men der hvor de jøder skulle hen og handle.
Ham politibetjenten var en klog en. Og en god kammerat.
Det begyndte, der han fangede en fra banden.
Det skete at Kejting, der var bande lederen, var akkurat i nærheden.
Og Kejting så godt ud. Og han kunne tale. Så kom de til en forståelse.
At hvis jøder lavede nogle forretninger uden for ghettoen, så skulle banden have deres andel.
Når de fik øje på sådan en, fulgte de efter ham, indtil han fik varerne. Så røvede de ham.
Hvis han så ud til at være for stærk eller som en med anselig formue, så var de overlod til vores politimand.
Så skulle de købe sig ud.
Hvis de ikke havde nok penge på sig, måtte de skrive til deres familie i ghettoen.
Og drengene piskede ind i ghettoen for at aflevere sedlen.
Så var der aftalt sted, hvor pengene skulle leveres, og jøden skulle frigives.
Det blev næsten altid ordnet fordi de var moderate i deres krav.
Og da de lovede, at de ville frigive, så hold de altid deres ord.
Og jøderne kunne stadigvæk gøre deres forretninger, kun for en lille afgift.
Nogle jøder kunne godt lide det, fordi de kunne bruge drengene fra banden til at holde øje om der ikke var nogen fare på færden.
Nej. Banden samarbejdede ikke med tyskerne. Og heller ikke med de andre politimænd.
Deres politimand forklarede Kejting at det ikke lønner sig.
Hvis man aflevere en jøde til tyskerne, så er forretningen slut.
Hvi man ikke gør det, så kan man mælke ham et par gange til.
Og intet "vådt" arbejde. For hvis det rygter sig, så vil de andre skifte territoriet.
Og det gik godt, selvom der var en del, der prøvede at stejle.
Disse blev præsenteret for vores politimand.
Det var et par gange han kom og personligt gav idioten en på snuden.
Alt gik godt, indtil der var en, der ikke kunne forstå en skid.
Min bedstefar var tilfældigt sammen med Kejting. Drengene har givet en praj, og en godt klædt jøde blev fuldstændig overrumplet, da Kejting stoppede ham. Kejting spurgte ham venligt, hvad han havde med sig, og jøden gryntede at det ikke var hans business.
Så måtte man give ham et par på skrinet. Og ham jøden blev mopset!
Og sagde at han ville rapportere det på politistationen!
På politistationen, din skiderik?! Så tilkaldte de deres politimand
Politimanden kom. Tjekkede papirerne. Og beordrede jøden til at tage bukserne af.
Da fik vi dig!
Men stadigvæk høfligt. At man vil give slip, hvis han kunne "overbevise" dem.
Og han siger at han ikke kan!
Så måske nogen adresse? Så vil de sender en dreng, der kan bringer det nødvendige.
Nej, sige han. Der findes ingen adresse!
Og pludseligt bum! Kejting fik en på trynen og fald så lang han var på gulvet.
Politibetjenten fik fat i hylsteret. Men jøden pandede ham på hovedet og løber væk!
Men min bedstefar var der. Han tog politimandens pistol og fyrede efter slynglen.
Det var det første skud i hans liv men har ramte jøden, selvom det var over 5 meter!
Kejting og politimanden rejste sig op og kom til den liggende mand.
Han levede stadig, men hans tarme kom ud af maven. Hvad skulle man så gøre?
Man kunne ikke aflevere ham til tyskerne, fordi han kunne fortælle hvad der skete.
Slippe ham fri? Hvis han overleve kunne han sende nogen for at gøre gengæld.
Så det bedste var at gøre ham kold. Og det gjorde de.
Og ved De hvad? Da de gennemsøgte ham, så fandt de 10 guldstykker skjult!
Bedstefar var stadigvæk hamrende vred, der han fortalte det.
"Se sikke en dumrian! Han risikerede sit liv for de sølle guldstykker!
Og gjorde os til mordere! Sådan en slyngel!"
Hvad for noget? Skal De gå nu?
Så farvel da! Jeg bliver her en stund.
Og forresten. Tak for skænken!