KÆRLIGHEDSBARN

DET SKÆVE SPEJL 4 - KÆRLIGHEDSBARNET

Så De kender ham?
Ak nej! Hvad er det for en Joshua?! Han hed altid lille Jan!
Og ikke nogen Liebeskind, men Klis. Sikke noget vås!
Sådan var han født, og alt det der, med det jødiske, er et hul i hovedet!
Hernede var han ikke så længe. Han tilbragte næsten hele sit liv i byen.
Aniela tog ham med, da hun selv flyttede til byen.
Hun har selv opdraget ham deroppe. Som en mor.
Han spekulerede sikkert på, hvorfor stod der ikke i papirerne Aniela, men Genowefa, som bedstemor hed.
At han ikke engang fattede hvorfor han skulle underskrive papirer, da de gamle Kliser gik bort. Sandsynligvis havde Aniela fortalte ham et eller andet løgn igen.
Han kom her efter hendes død. For at finde ud af det med ham der Liebeskind.
Fordi Aniela, før hun døde, erkendte, at papirerne var forkerte.
Og at hans far var Liebeskind, som holdt sig skjult hos dem for tyskerne.
Og, da Liebeskind blev dræbt, lod de som om hendes moder har født ham, og sådan blev lille Jan indskrevet i kirkebogen.
Da lille Jan kom herned med alt det der, kiggede alle på ham, som om han var blød i bolden.
Gamle Kliser var døde for længst, og ingen ville fortalte ham noget.
Og da han sagde, at han havde konverteret til jøde, ville mange ikke engang tale med ham.
Og ingen vil fortælle ham noget, for han ville nok blive kugleskør af denne historie.
Nå, måske ikke, for helt normal var han i forvejen ikke.
De ved. Vi kendte denne Liebeskind fra før krigen.
Han var en lærer i den lokale skole. Han kom herned bare et år før krigens udbrud.
Det var hans første job, angiveligt lige efter endt lærerseminar. Så ung og flot.
Så der var mange kvindemennesker, der havde et godt øje for ham.
Ham lukkede tyskerne også ind i ghettoen.
Men da de begyndte at tømme ghettoen, så lykkedes ham at flygte.
Han kom til vores landsby.
Kliser kendte ham, fordi konen gjorde rent på den pension Liebeskind boede i.
Så han blev hos dem. Nogle i landsbyen vidste det, men alle holdt bøtte.
Hvem har angivet ham? Nej! Der var ingen, der gjorde det!
Det var den gamle Klis, der dræbte ham!
Og det var sådan.
Da ham der, Liebeskind, skjulte sig hos dem, insisterede Aniela på at han skulle lære hende at læse og skrive. Gamle Klis stejlede med det samme.
Hun fik sin fire klasses skolegang. Hvad skulle hun med mere?
Men Aniela har tryglet sin mor, og sammen fik de den gamle Klis til at give tilladelse til det. Og alt var godt for en stund.
Og Aniela var så glad, at man kunne høre hendes sange over hele landsbyen.
Indtil den gamle Klis så hvad der var begyndt at vokse op af denne videnskab.
Sikke en skam!
Ham der, Liebeskind, løb skrigende fra den gamle Klis.
Og råbte at de elsker hinanden, og at han vil gifte sig med Aniela.
Men gamle Klis lyttede ikke på ham og sprættede ham op for øjnene af hele landsbyen.
Nej. Der var ikke noget retssag.
Alle i landsbyen vidste hvorfor. Og ingen åbnede munden.
Ret skulle bare være ret.
Aniela, hun græd meget. Fordi hun havde øje for ham, siden han blev lærer hernede. Og hun sagde, at han først var ikke villig, fordi han var bange.
Men deres kærlighed var stærkere end hele hans modstand.
Hun ville begå selvmord. Så måtte Kliser holde hende spærret i udhuset i en måned. Og da barnet kom, arrangerede de at barnet var hendes moders barn.
For at det ville se pænere ud for omverden.
Men Aniela ville ikke have en anden mand.
Og hun flyttede til byen straks efter krigen. Sammen med en lille Jan.
Det hed at det ville være lettere for de gamle Kliser uden et lille barn.
Og sådan forblev det. Hun kom med lille Jan til landsbyen meget sjældent.
Lille Jan har aldrig vænnet sig til Kliser. Og for den gamle Klis var han altid bange.
Som om han følte noget.
Så hvorfor skal man fortælle ham alt det der?!
For at lave endnu mere lort i hans hoved?
Bedre lade det forblive, som det er...