JOSEF

DET SKÆVE SPEJL 1 - JOSEF

God morgen! Ja. De har ikke taget fejl. Gamle Josef, det er mig.
Hvad for noget? Nogle rygter om mig?
Sikkert. Folk har intet andet at beskæftige sig med.
En vugge? Selvfølgeligt husker jeg den.
Gammel er jeg, men hukommelsen fungerer da stadigvæk.
Nå det! At den gamle Joseph maler hvert år en gammel vugge med anden farve?
Det var ikke altid jeg gjorde det. Startede først da min Katrine døde.
Hun døde for fem år siden. Noget med en tumor eller noget.
Og hun stillede ret hurtigt træskoene.
Men før hun døde, fortalte hun mig hele sandheden om Asia.
Hun talte aldrig om det, og jeg spurgte heller ikke.
En vugge? Nej, den er her heller ikke mere.
Hvordan det? Jeg har den ikke, fordi jeg har givet den væk.
Jep! Efter alle disse år. Og jeg gav den væk.
Ja. Det er rigtigt hvad de siger.
Jeg lavede denne vugge for 60 år siden. For Asia. Det eneste minde.
Der var en dame der kom. En pyntedukke. Man kunne straks se at hun var fra udlandet. Hun begyndte at spørge. Så fortalte jeg om vuggen og viste den.
Hun ville købe den. Men da hun sagde, at hun var Asias datter, så gav jeg den væk.
Nej. Asia kom aldrig tilbage. Da jeg slap fra fængslet, var hun væk.
For hvad? Jeg fik fem år og slap efter tre.
Sådan var det dengang. Og jeg tilstod. Jeg har aldrig været god til at lyve.
Jeg gjorde det ikke for mig selv. Alt var for den lille.
Tiderne var hårde. Og leve måtte man jo.
Da jeg vendte tilbage til landsbyen, så var det hårdt.
Jeg var væk i næsten tre år, og det hele var ved at falde fra hinanden.
Og Katrine havde kun øje for Asia. Alt andet var på mit hoved.
Og der var nogle tyverier. Hele tiden var det noget, der forsvandt.
Først tog de nogle æg op, så stjal de hønsene.
Men da de stjal grisen, så tog jeg vagten. De var tre, der kom om natten. Forhutlede. Tynde som nogle fugleskræmsler. Jøder. Og ville stjæle min eneste ko!
Den første fik jeg med leen. Han faldt som en klippet gren. Den anden fik med skaftet. Og den tredje flygtede fra mig.
Jeg var så vred, at jeg smed den sårede på vognen om morgenen og kørte ham på politistationen. De gav mig en sæk kartofler og sagde, at hvis jeg fandt flere jøder, så ville de belønne mig.
Og vi havde ikke flere kartofler. Og denne ko, vi havde, var mager.
Og mælk var kun lige nok til Asia.
Nej. Katrine havde ingen mælk.
Jeg ved det ikke. Asia var her allerede da jeg kom tilbage.
Jeg var jo væk næsten tre år.
Først var jeg i militærtjenesten, og så brød krigen ud.
Nej. Jeg var ikke i krig, fordi tyskerne erobrede alt før man havde lært mig at holde på et gevær. Jeg strejfede omkring, fordi vores landsby kom under russerne.
Jeg spurgte ikke Katrine, da jeg vendte tilbage.
Jeg troede, at det var en russer, der gjorde det. Fordi Asia var så mørklødet.
Sådan en splejs. Men sikke en solstråle!
En lille skid var hun, da jeg så hende første gang.
Men da hun kiggede på mig og blinkede med disse øjne...
Nej. Gud gav os ikke andre børn.
Det med tårerne er ikke mig. Og de var der heller ikke, da Katrine gik bort.
Det skete kun én gang. Da jeg kom tilbage fra fængslet og så at Asia var væk.
Åk ja. Jeg gik på jagt med den unge Kobielak.
Alle havde det hårdt om foråret. Og de jøder var næsten udmarvet til døden.
Nogle af dem bad endda selv om at blive kørt til tyskerne. Fordi de var ligeglade.
Ikke alle. Men med sådan en var vi ret hårde ved.
Ham den ene i marken, de tre i nærheden af søen og de to i lunden var svage som kattekillinger. Dem har gendarmerne skudt med det samme.
Den sejlivede blev taget et eller andet sted med nogle andre.
Måske overlevede han. Fordi de viste mig nogle vidnesbyrd. Jeg ved det ikke.
De sagde skriv under, så jeg underskrev det. Det var først i fængslet, hvor det var et kursus for dem med små domme, at jeg lærte at læse og skrive lidt.
Nej. De dømte ikke den unge Kobielak. Fordi han allerede var død.
Det var mig, der dolkede ham.
Hvad skulle jeg ellers gøre, de han sagde at så sort som Asia var, så måtte hun være en Jøde? Og hvis vi ikke delte de penge, så ville han gå til politiet!
Da de fandt ham i nærheden af skoven, så gik der rygter om, at det var jøder, der dræbte ham og flygtede til partisanerne. Og jeg var tavs.
Var det forfærdeligt? Og kære De! Livet var dengang forfærdeligt.
Det var kun Asia, som var vores solstråle, der varmede mit og Katrines hjerter.
Da Katrine fortalte mig, at der kom nogle pårørende og tog Asia, så jeg at hendes hjerte bristede. Mit også.
Og sådan blev vores liv derefter.
Hun fortalte først på dødslejet at hun fandt Asia i en grisesti.
Uden trevl på kroppen. Men hun smilede til hende sådan at hendes hjerte...
Og dagen før var der en masse gendarmer og politimænd på jagt efter jøder.
Hun elskede Asia mere end hvis hun havde født hende selv. Jeg sikkert også.
Hvad for noget? Er det sent? Så farvel da.