INDIEN - ANDHRA PRADESH - 1987

UD I VERDEN

(2) Indien-Andhra Pradesh 1987

Hvorfor lever der ikke indianer men hinduer i Indien? Sandsynligvis fordi de dumme europæere havde problemer med udtalen af ​​de udenlandske navne. Heldigvis, havde Columbus taget fejl og opdagede de rigtige indianere, selv om han oprigtigt ønskede at finde en kortere rute til Indien.

Hvornår opdagede du Indien?

Det var dit første selvstændige arbejde som opstartspecialist for møller til råmaterialeformaling.

Hvordan det hele startede?

Dit første job i Danmark var hos et rådgivende ingeniørfirma, hvis ejer, Kamborg, også var fra Polen. Det endte med en overflytning til DKConsult (DKC), hvor du var "udlånt" af Kamborg. Efter en periode med et arbejde på tegnestuen blev du ansat på firmas rejsehold.

Din uddannelse som specialist i opstart af møller sluttede efter to måneders ophold i England, hvor du deltog i en opstart af en vertikal mølle. Det så ud til at man efter den periode besluttede sig til at betragte dig som en fuld uddannet opstartsspecialist, for blot to uger efter hjemkomsten blev du sendt til Indien. Som erstatning for en opsagt møllespecialist, hvis opsigelsesperiode var ved at være udløbet.

Det var anden halvdel af firserne. Din første flyvning til Bombay (Mumbai). Dit første indenrigsfly til Hyderabad. Din første samtale med kunden (på engelsk). Og ventetid. Venten indtil vicepræsidenten for projektet, hr. Maini, havde tid til at tale med dig. Venten på et måltid, de havde glemt at bestille. Venten på den bil, der skulle køre dig til anlægget. Og igen venten på hr. Maini, som skulle køre sammen med dig. Det var planlagt at I skulle af sted lige efter frokost. Men I forlod først kontoret omkring kl. 17.

Du var allerede meget træt efter to flyveture, næsten syv times venten på kundens kontor, samt fem og en halv timers tidsforskel.

Ifølge hr. Maini skulle turen til fabrikken tage omkring 3 timer. Men vejene i Indien var ikke blevet renoveret siden de sparkede briterne ud af landet. I dette tilfælde cirka 40 år siden. Kørsel over 30 km/t var umulig. At køre ud af byen tog næsten to timer. Det blev mørkere, og kørselshastigheden faldt endnu længere ned. Så kom nattemørket og alle køretøjer kørte på midten af den usynlige vej. Da chaufføren så et modkørende køretøj, slukkede og tændte han bilens lygter. Det samme gjorde føreren af ​​køretøjet fra den modsatte retning, og på den måde kunne de komme forbi hinanden uden kollision. Denne "sluk og tænd" procedure skulle afklare på hvilken side af d​​en modkørende bil den tændte lygte var, fordi de fleste køretøjer kun havde én fungerende lygte.

Kørsel gennem beboelsesområder (byer? landsbyer?) var en speciel oplevelse. Mørket forvandledes pludseligt til et inferno af lys, hvor folk flokkedes i neonbelyste steder som møl omkring lys.

Du nåede fabrikken kort før midnat.

Din forgænger beslaglagde straks bilen, du kom i, fordi det viste sig at du var så heldig at køre i en bil med aircondition, hvilket var en sjældenhed på disse kanter. Du kørte om aften og han skulle rejse om dagen, hvor det at køre bil i fugtig 35-graders varme ikke var en fornøjelse. Men det så ud til at han var lykkelig bare for at komme af sted. På det værelse, som du overtog efter ham, fandt du resterne af et målebånd på væggen, som han klippede ned for hver dag han kom nærmere sin afrejse fra anlægget.

Dit arbejde begyndte med ventetid.

Den danske gruppe bestod af en kemiker, som var den uofficielle opstartsleder, en ovnspecialist og en "møller". Kemikeren og mølleren kunne ikke sammen. Kemikeren ville have mølleopstarten overstået hurtigst muligt og mølleren havde overhovedet ikke travlt. Han skulle jo kun være på fabrikken indtil afslutningen af opsigelsesperioden. Så for ham var det lige meget om møllen kørte eller ej.

Efter flere heftige diskussioner, om hvordan arbejdet omkring mølleopstarten skulle tilrettelægges, besluttede kemikeren at gøre det selv. To dage før din ankomst, under det sidste startforsøg, som kemikeren foretog uden at underrette "mølleren", blev hele møllens hydrauliske system smadret, og idriftsættelsen af møllen blev stoppet indtil ankomsten af en montagespecialist, som skulle bedømme omfanget af havariet. Anskaffelse af reservedele og reparationen af møllen varede to uger.

I mellemtiden havde du mulighed for at lære mølleinstallationen at kende og de folk, der var på fabrikken.

I tre boede i en villa på 200 m2. Hver af jer havde sit eget værelse med et tilstødende badeværelse. Værelserne var udstyret med klimaanlæg, som larmede hele tiden. Det tog dig en måned at vænne dig til støjen, og du skulle stadigvæk sætte en stol med tøj i mellem den støjende tingest og sengen hver nat for at undgå direkte blæst af den kolde luft.

Den fælles stue/spisestue var ventileret med en indblæsning af en varm og fugtig luft udefra, og nogle gange var det svært at trække vejret derinde. Der var også et fjernsyn. Kun med en indisk kanal, men da stadigvæk et fjernsyn. Du lærte endda at forstå nogle regler, der gjaldt i cricket, som blev transmitteret i timevis næsten hver søndag.

I det syv måneder lange ophold så du også ​​en masse indiske film. Enhver to timer lang filmsuppe kunne koges ned til den samme stereotype. Han og hun fra forskellige kaster og/eller fra to stridende familier. Helten i hvidt tøj og "skurken" i sort. Kærlighed overvinder kastesystemets fælder og fædrenes had, og helten kommer sejrende ud af den sidste kamp mod den "sorte" karakter. Masse af dans og sange. Happy Ending!

Du har også stiftet kendskab med den indiske epos "Ramayana", som sendtes i ugevis hver søndag morgen. I hver episode kneb det lidt med den egentlig handling, mens kameraet havde rigelige muligheder for pludselige zoom, som måske ikke var ren Spielberg, men helt sikkert en god kameramand fra Bollywood (Bombays Hollywood) værdig. Serien nød meget stor popularitet blandt de indiske seere. Da showet altid blev sendt klokken 11:00 af den nationale tv-station, førte en beslutning om en times strømafbrydelse (begrænsninger i strømforsyningen) søndag samme tid, til masseprotester i hele staten Andhra Pradesh, og strømafbrydelsen måtte flyttes til en time tidligere.

I køkkenet regerede en kok, som kun lavede mad til jer tre, og jeres villa var det eneste sted i kolonien hvor man spiste kød. Det var ganske vist kun kylling, serveret i forskellige former morgen, middag og aften, men alligevel kød. Resten af na​​bolaget var vegetarer. Det lokale vand var ikke drikkeligt, så I havde en daglig ration på 18 flasker øl (1 pint, eller cirka 0,6 liter). Du stod for et forbrug af tre flasker øl og brændermesteren for yderlige 6. Resten fortærede kemikeren. Og han gjorde det døgnet rundt, også om natten. Derfor spiste han ikke altid morgenmad med jer, lige som han ikke altid var parat til tage med jer på fabrikken efter morgenmaden.

Det tog dig fire uger at indse at inderne taler engelsk! Det var det såkaldte "Hindish", det vil sige "Hindu English", men alligevel engelsk. De indiske ansigtsudtryk og hovedbevægelser gjorde heller ikke situationen lettere. Hvordan kunne du vide, at et ryk med hovedet fra side til side var ensbetydende med det europæiske ned og op nik?

Det var her i Indien du virkelig lærte det engelske sprog. De engelske bøger kunne man købe i dusinvis for en slik, og du brugte de lange aftener på at læse Rudyard Kipling i originalversionerne.

Du forsøgte at køre møllen, men det gik meget trægt.

Møllen stoppede næsten øjeblikkeligt efter start af fødeapparater, og det overskydende materiale fra møllen, som faldt ud på jorden rundt om møllen, skulle fjernes med håndkraft.

Ved den lejlighed stiftede bekendtskab med et "indisk" (gældende i hvert fald på denne fabrik) arbejdssystem.

Det indbefattede at en traktortrailer blev stillet 15 meter fra maskinen. En gruppe kvinder forsynet med flettede kurve begyndte at fylde dem med materiale fra møllen. Efter påfyldning tog kvinderne kurvene på hovedet, gik 3 skridt mod traileren og... smed deres indhold på jorden! På den mode skulle den procedure gentages 5-6 gange før materiale kunne smides direkte på trailerens bund. Og én trailer var ikke nok til at rumme en bunke af materiale fra de daglige startforsøg.

Du kan også huske kvinder, som fejede det støv, der lå omkring ovnen, hver eneste dag. Hele morgenen fejede de støvet i små bunker, som vinden blæste væk i løbet af den, på fabrikken gældende, to timers middagspause. Fabrikken havde også en industriel støvsuger, der lejlighedsvis blev brugt til at opsamle støvet. Resultatet var det samme, fordi manden, der betjente maskinen, tømte støvsugeren i udkanten af selvsamme område!

En gang, på din vej til møllen, så du en gruppe mennesker, hvis opgave var at erstatte en brændt motor til én af ​ovnens køler​ventilatorer. Den nye motor (næsten 500 kg) blev bragt på en trailer, smidt på jorden og en gruppe på ti Indere forsøgte at trække den på jorden i retning af ventilatoren. Du kom tilbage fra møllen efter to timer, og de var stadig travlt beskæftiget med at trække motoren. Den "trækkende" gruppe blev iagttaget af fabrikkens ledelse med Vice Præsident Maini i spidsen. Du henvendte sig til ham. "Mr. Maini. De er jo en intelligent person. Kan De ikke fortælle disse mennesker, at man kan putte nogle jernruller under den motor, så de kan trille motoren i stedet for at trække den over græsset?" Han svarede:" Så sandt, så sandt! Men de har jo kun 5 meter tilbage!" Det tog en ekstra times arbejde.

Dit sidste forsøg på at forbedre de indiske arbejdsskikke var at stoppe en gruppe på 12 personer som bar en tung 10 meter lang jernbjælke på deres skuldre. Du viste disse folk to jernruller, og fik dem til at placere en af ​rullerne under bjælkens midte, den anden foran og så trille den frem. Derefter fik du dem til at flytte den bageste rulle helt under bjælkens front og fortsætte med at rulle den frem. De gjorde det uden begejstring, og et øjeblik efter du vendte sig om, tog de jernbjælken på deres skuldre igen, og gik stønnende af sted!

Det så ud til at mølleopstarten vil strække sig i det uendelige.

Cheferne, der kom hele vejen fra Hyderabad for at fejre igangsættelsen af ​​møllen, begyndte at blive nervøse. "Why it does not work? When it will be ready for production? What is wrong?" rungede som et ekko i det centrale kontrolrum. Den danske brændermester blev pissesur på disse endeløse spørgsmål, ofte stillet på de mest ubelejlige tidspunkter (opstartsforsøg, gennemlæsning og analyse af alarmudskrifter og lignende). " I know what is wrong!" "Can you tell me?" No!" "Why?" "Because you cannot read or write and you will not understand it!" Bestyrtelse! Du troede, at brændermesteren var færdig på fabrikken. Men nej! Det var rigtigt at indere smed briterne ud. Men følelsen af ​​underlegenhed i forhold til de arrogante hvide mennesker var stadigvæk dybt rodfæstet. Direktøren stillede kun brændermesteren ét spørgsmål: ""Are you first time in India?" "No! Thirteenth!" Og det var det.

Du besluttede at tjekke møllens fødeapparater, fordi du ikke rigtig troede på instrumenternes indikationer. For at kontrollere det, skulle man føre materiale fra fødeapparater på en trailer, og vægten af materialet på den skulle sammenlignes med tal fra instrumenterne. Testen viste at det vigtigste fødeapparat, som gav 90 % af materialet, havde givet næsten dobbelt så meget end indstillingen viste! Og så gjorde det ikke ret meget gavn, at motoren på ét af ​​de andre fødeapparater kørte i den modsatte retning.

Fejlen blev rettet og møllen kom i gang! Endelig kunne du fylde siloer op og give brændermesteren en mulighed for at starte klinkerproduktion. Dit job var ikke færdigt, fordi du manglede at bringe møllen til det garanterede produktionsniveau, og igangsætte den anden vertikale mølle til formaling af kulstøv, der skulle anvendes som brændstof til ovnen. Indtil da var ovnens produktion begrænset af kapaciteten af én af de gamle møller.

Den gamle mølle havde for lille kapacitet, og chefen for kundens operatører spurgte dig, hvad der kunne gøres ved det. Begejstret for en mulighed for at vise din viden, begyndte du et "foredrag". Der gik ikke engang fem minutter før manden pludselig vendte sig om, løftede røret af telefonen på bordet op, drejede et nummer og ... begyndte at tale med nogen! Du blev fuldstændig paf! Du var tæt på at stikke ham én på skrinet, men lod det ligge.

Hvad foregik der? Derefter fandt du ud af at disse mennesker havde en meget lav tålmodighedstærskel. Hvis noget var for kompliceret eller krævede en masse energi, forduftede disse menneskers lyst til at beskæftige sig med denne ting ud i den blå luft.

Situationen på fabrikken var ikke den bedste. Stoppene af maskineriet på grund af de pludselige strømafbrydelser, i første omgang sporadiske, begyndte at være på dagsordenen. Områdets elektricitetsforsynende vandkraftsværk havde problemer med en lav vandreservoirstand, som var et resultat af årets utilstrækkelige nedbør. Af den grund var elværkets kapacitet utilstrækkelig og enhver stigning i elforbruget resulterede i en overbelastning af forsyningslinjerne og strømafbrydelser.

I fik besøg af projektlederen fra DKC. Han medbragte en flaske cognac som, efter fortæring, bevirkede i kemikerens betroelser. Den unge mand havde siddet på fabrikken siden begyndelsen af ​​det nye projekt. I de første fire måneder skete der ingenting, og derefter stoppede montagen helt i en måned på grund af strømmangel. På trods af det, fik kemikeren ikke lov til at forlade anlægget og rejse hjem. Det meste af kundens personale havde rejst tilbage til deres hjembyer. Man kunne dø af kedsomhed. Hvad skulle man gøre i løbet af denne tid? Hvad svarede projektlederen? "Intelligente mennesker keder sig aldrig!" Du fik ondt af den unge mand som, i stedet for at svare, begyndte at græde.

I blev overladt til jer selv igen. For at gøre det mere interessant, blev fabrikkens direktør fjernet fra posten, og tog til Hyderabad for at kæmpe for sin stilling. Hans tomme villa stod ved siden af jeres, og en skønne nat blev den røvet. Røverne kom ind i villaen efter at have forceret den høj mur, der omgav hele kolonien. Det viste sig, at de også kom ind i jeres villa. Døren til køleskabet, som stod i gangen, og som førte til jeres værelser og stuen, var åben og de manglede flasker øl blev fundet uden for huset. Ikke åbnet, men med tandmærker på kapslerne. Det ser ud til at røverne ikke havde en stor forstand på øl. Det er svært at sige hvad der ville ske, hvis nogen af ​​jer var gået ud af sit værelse, medens de rumsterede rundt i jeres villa, men for en sikkerheds skyld satte fabrikken en vagt, der skulle holde øje med de to villaer.

Alene i verden

Situationen med strømforsyningen blev endnu værre. Fabrikken blev informeret om at forsyningskvotaen vil blive reduceret til 40 % af det strømforbrug, som anlægget havde behøv for til en drift med fuld kapacitet. Det betød også, at den del af installationen, som du havde brug for til at køre din råmølle, ikke kunne anvendes. Kunden besluttede at installere en ekstra rørledning, der ville forbinde den kørende del af ovninstallationen med din mølle. Det betød også at man takkede opstartskemikeren og brændermesteren og sendte dem hjem.

Du blev tilbage som eneansvarlig DKC repræsentant. Ikke fordi du havde det bedste kendskab til de maskiner, som din virksomhed leverede hertil (måske tværtimod!). Men fordi du kunne være nyttig ved råmøllens opstart efter etablering af den ovennævnte rørledning.

Manglende viden om det leverede maskineri frigjorde dig ikke fra forpligtelsen til at løse problemerne forbundet med disse maskiner. I løbet af det syv måneder lange ophold på fabrikken lærte du en masse. Ikke kun om de vertikale møller, som du startede.

Du overtog også en liste med de udestående jobs, der hørte til projektet og som skulle færdiggøres. I en af kemikers bordskuffer fandt du kopier af mødereferater fra de møder, som han havde med kundens folk. Hver protokol indeholdt en tabel med fortegnelse over de igangværende aktiviteter, samt ... en forklaring hvorfor de ikke kunne færdiggøres! Ikke et ord om hvem der skulle være ansvarlig for udførelsen eller fastsættelsen af afslutningsdato.

Listen var lang og i stedet for at blive kortere, så den ud til at blive faretruende forlænget. Antallet og omfanget af det ventede arbejde foruroligede formentlig inderne så meget, at de lod være at med tro på muligheden for deres gennemførelse, og brugte al deres energi på at finde undskyldninger for ikke at udføre opgaverne. Intet under at kemikeren var på sammenbruddets rand.

Du besluttede at ændre taktik. Listen blev reduceret til tre punkter. Det var langt mere spiseligt for inderne. Efter færdiggørelsen af listens første aktivitet, roste du dem til skyerne for deres enestående effektivitet, og ... straks efter tilføjede du yderligere et punkt!

I mellemtiden "legede" du med kulformalingsmøllen. Helt fra starten havde du en fornemmelse af at fødeapparatets instrumentvisninger var forkerte, og at den faktiske mølleproduktion var lavere end de officielle tal. At overbevise kunden om nødvendigheden af et fysisk tjek, tog mere end fire måneder. Den gennemførte vægtkontrol viste, at møllen fik næsten 10 % mindre materiale end instrumenterne viste. Da det officielle forbrug af kul på dette tidspunkt nåede næsten ​​40.000 tons, kunne man forvente en kulbunke på omtrent 4.000 tons kul i et kullager. Der fandtes ikke et eneste kulstykke!

Dokumentkontrollen viste at kulleverancerne og kulforbruget stemte på kiloet.

Ikke underligt. Fabriksledernes officielle lønninger var ikke imponerende. Fabrikkens finanschef oppebar en løn på 3000 rupees per måned. Du fik lommepenge på 265 rupees om dagen. Den omstændighed, at finanschefen havde et tillæg for benzin og en chauffør (uden at eje en bil), gratis måltider og et gratis hus i fabrikkens koloni var for lidt, og det var nødvendigt med nogle ekstra indtægter.

Det undrede dig lidt at projektet brugte flere end 80 forskellige underleverandører. Men fabrikkens mekaniske chef kunne i den periode bygge sig en ny villa i Hyderabad!

Arbejdseffektivitet af disse foretagender var ikke stor. Efter udførelsen af 60 % af arbejdet og modtagelsen af 40 % af den aftalte betaling, fjernede de fleste firmaer deres folk fra fabrikken, og resten af ​​arbejdet blev udført af arbejdsstyrken som var ansat direkte af fabrikken.

Mens du ventede på tilslutningen af din råmølle til den kørende del af anlægget, havde du tid til at observere det arbejdende folk.

Din dag begyndte med en morgenmad, forberedt af kokken og serveret i stuen i en villa, som du havde for dig selv. Kørende til fabrikken (en afstand på 800 meter) i en bil med "din" chauffør, kunne du se en gruppe på cirka 20 mennesker, der var beskæftiget ved den 2.000 m2 store have, som stødte til villaen. Ved fabrikkens port var der en mængde daglejere, der stod og ventede indtil fabrikkens tilsynsførende kom ud og valgte de "heldige" til dagens job. Daglejerens løn var ​​5 rupees (1 dansk krone), men i praksis gav den udvidede arbejdsdag dem 10 rupees om dagen.

Efter et stykke tid begyndte du at genkende nogle af disse folk. Du opdagede at en del af dem, efter at have været på arbejde fire-fem dage i træk, forsvandt den næste dags tid eller to. Du spurgte en af ​​de ingeniører, du kendte, om den tilsynsførende med daglejere fører en slags "retfærdighedspolitik", og også giver de andre en mulighed for at tjene penge. Ingenlunde. De, der normalt blev valgt, havde et godt rygte og kunne regne med at få job hver gang de kom. Så hvorfor var de der nogen gange ikke? Meget enkelt. De var simpelthen ikke kommet på fabrikken den dag. Hvorfor? Fordi ved at arbejde de forrige dage tjente de så meget, at de kunne leve en dag eller to uden at arbejde! Du var målløs! Hvordan kunne det være?! Og så kom tanken. Hvem er skør? Er det dig, der lever for at arbejde eller dem, der arbejder for at leve?!

Midt på dagen, på grund af den utrolige varme, stoppede alle arbejdsaktiviteter i to timer. Daglejere fandt altid et sted, hvor de kunne lægge sig til hvile. Deres krav var ikke høje. Om det var et stykke græs eller en bunke sand, var underordnet. Det afgørende var at finde en plads i skyggen!

Iagttagelsen af mennesker i Indien ændrede dit syn på livet en del. Det syntes, at disse mennesker levede i nuet. Det vigtige var at leve her og nu. Ikke hvad der kunne ske i fremtiden. Og fred. Ikke udenfor, men inde i sig selv. Er du tilfreds indvendig, kan den ydre verdens forstyrrelser ikke røre dig.

Hvor var det forskelligt fra din "vestlige kultur"! Dér var det vigtigt hvordan du blev opfattet af dine omgivelser, ikke hvordan du selv opfattede det. Det er som om du hele tiden skal spille teater. En rolle som søn, en rolle som studerende, en rolle som kollega, en rolle som medarbejder, ægtefællerolle, faderrollen, og så videre og så videre. Og hvor var det man kunne spille/være sig selv? Og den trang til et "bedre" liv. En større lejlighed, måske eget hus, en bil på størrelse med den hos naboen og TV, som ikke var mindre end det din nabo havde. Og for at have alt det, er du nødt til at arbejde, arbejde, arbejde. At tage fri, fordi du har nok til morgendagens brød? Er du tosset eller hvad?!

Den "nye" forbindelse til råmøllen tog sin tid, så du forsøgte at forbedre ydeevnen af din kul​​mølle. Et eller andet sted i systemet var der en kilde til falsk luft, der reducerede mængde af de varme gasser, der skulle bruges i møllens drift. En af de kilder fandt du ved udgangen fra installationens filter, der var placeret på det højeste punkt af møllesystemet. Inspektionslems ramme, der var placeret der, var blot hæftesvejset nogle steder og man kunne høre hvislelyden fra den ​​falske luft, som strømmede gennem de store sprækker. At organisere en svejser til højdearbejde, tog fabrikken hele tre dage. Din inspektion efter arbejdsudførelsen (ingen af ​​lederne havde lyst til at klatre derop) viste at svejseren kun havde svejset rammens bund og lod de andre tre sider forblive usvejset. Sandsynligvis fordi kun bunden var let tilgængelig. Så igen møde med kunden og igen tre dages venten på en svejser. Og igen en overraskelse, fordi svejseren svejsede på begge sider af rammen, men der fløjtede stadigvæk falsk luft fra toppen som ikke var svejset. Igen et møde og yderlig tre dages ventetid. Toppen af rammen blev svejset til, men ikke helt fordi der manglede en del svejsning på begge sider af et afstivningsjern, der uheldigvis blev placeret i midten af rammetoppen. Det var sikkert for besværligt at svejse der. Men denne gang gav du op.

Hvad lærte du af det? Det kaldes på engelsk "Triple T". Things Take Time (Tingene tager tid). Og tålmodighed. Fra et tidsperspektiv af 22 års arbejde på 102 cementfabrikker, bestod din arbejdstid ved opstart af maskiner af 80 % ventetid. På installation af udstyr. På kontrol af rigtigheden af montagen. På levering af ​​den manglende instrumentering. På tilslutning af strømforsyningen. På levering af de manglende materialer. På programmering af styresystemer. På kontrol og rettelse af disse. På implementering af ændringer, der var nødvendige for en korrekt funktion af maskinerne. Og lignende "fornøjelige" ting. Resten af ​​tiden var i nogle tilfælde, af disse eller andre årsager, spildtid. Nå ja, ikke ligefrem. I de fleste tilfælde var resultatet igangsatte maskiner, opfyldte produktionsgarantier, kundens personale oplært i korrekt maskinbrug, og kunden tilfreds med det opnåede resultat. Alligevel havde du altid en fornemmelse af at tiden rendte mellem fingrene på dig.

Arbejdet med den nye rørledning, som skulle forbinde din råmølle med cementovnen, blev pludseligt stoppet. Det viste sig, at i én af ​​rørledningens samlinger var der en hvepserede og de sværmende hvepse stak nogle af de arbejdende folk så slemt, at fire af dem endte på hospitalet. I tre dage stod arbejdet ved rørledningen stille, fordi man ventede på en hvepsespecialist.

Første gang du hørte om denne type fagfolk var, da fabrikken oplevede en invasion af ​​aber. De var i sig selv ikke farlige for mennesker, men erfaringerne fra tidligere år sagde, at med aberne kommer der altid slanger. Og ganske vist! En dag opdagede man en giftig slange ved bunden af ​​en af ​​siloerne. Ingen turde komme forbi og brugen af skydevåben var ikke muligt, fordi slangen lå på en vejecelle, uden hvilken dosering systemet ikke kunne fungere. Heldigvis fandt man en slangespecialist i området, som næste dag ordnede sagen.

Hvepsespecialisten fjernede hvepsene og hvepsereden meget hurtigt, men arbejdet med mølletilslutningen varede endnu et stykke tid. Igen var du vidne til en indisk teknik. Et spjæld, der skulle åbne røggasstrømmen fra ovnen til råmøllen, blev placeret på det højeste punkt af installationen. For at gøre det "sjovt", skulle det styres manuelt ved hjælp af et kædetræk. Åbning (90 grader drejning) af spjældklappen (3 meter i diameter) krævede fem mennesker stående på hver side af stilladset (i 40 meters højde), fordi fremstilling af nogle platforme, der kunne bruges til dette formål var blevet "glemt". Hvorfor? Fordi denne ledning kun skulle benyttes midlertidigt, indtil vandkraftværkets vandreservoir blev fyldt ved kraftig regn!

Ingen platforme var ingen nyhed. Mens man ventede på den "midlertidige" tilslutning til din mølle, skete der et af ​​de mange havarier i ovnsystemet. Ovnens køletårn blev tilstoppet. Derefter viste det sig, at entreprenøren efter endt montage havde "glemt" at fjerne træstilladser inde i tårnet. Træet blev brændt lidt efter lidt af det varme råmel, der passerede tårnet sammen med de varme gasser og de uforbrændte stykker, faldt ned i bunden af ​​tårnet og tilstoppede udløbet.

Otte mennesker kravlede op til tårnets bund ved brug af stiger, som blev anbragt på nogle elektriske ledningsbakker, fordi man ikke havde tænkt på at installere nogle platforme der. Af disse otte mennesker, der stod på stigerne, havde kun dem tættest til toppen adgang til mandehullet i bunden af ​​tårnet. Lugen blev åbnet, men man kunne ikke se noget. Nogen fik den idé at skubbe til den tilstoppede bund med et jernspyd. Og efter et par slag begyndte de 40-50 tons varmt råmel (200-300 grader Celsius), der lå i det tilstoppede køletårn, at flyde ned på ... folk stående på stiger under mandehullet. De fire øverste døde øjeblikkelig. De andre fire blev kørt på hospitalet med alvorlige forbrændinger.

Det var den eneste gang, hvor du så noget, der lignede begyndelsen på en strejke på fabrikken. Men ledelsen gav medarbejderne fire timers betalt fri til begravelsen af ​​ofrene, så det endte ud i det rene ingenting.

På vej tilbage til København besøgte du selskabets hovedkontor i Hyderabad, og én af cheferne spurgte om din mening om hvem var skyld i den ulykke, der skete klokken fire om morgenen. Da der ikke havde været nogen af lederne til stede, var det jo de mennesker selv, der besluttede at åbne lugen. Dit svar var klart. Hvis køletårnet havde været udstyret med en serviceplatform, ville ulykken ikke have været sket. Så skylden for otte menneskelige ofre lå på fabrikkens skuldre. Du blev paf over chefens svar: "Otte mennesker? Hvad er det i forhold til de 800 millioner, der bor i Indien! "

Nå, ja. Menneskeliv var ikke i højsædet i dette foretagende, som i det rådne Europa.

Forholdet mellem mennesker.

Det var også noget, som du aldrig før havde mødt i så høj grad i Europa. Det var ikke bare et spørgsmål om det gamle kastesystem. Selv om dette aspekt bestemt havde en indflydelse. Her på fabrikken så det ud til, at alle folk var på forhånd puttet i bestemte skuffer. Og folk fra en højere skuffe kunne ikke mænges med folk fra en lavere skuffe. Og nogle gange kunne de overhovedet ikke bemærke deres eksistens.

Daglejere var generelt usynlige for folk med ​​ingeniørstilling eller højere. Her var det det lavere fabrikspersonale, der havde den direkte kontakt og udstedte ordrer. Direkte kontakt mellem personer, hvor hierarkiforskellen var større end 3 trin, skete kun når det var uundgåeligt.

Du havde begået et faux pas ved at være på god fod med en almindelig ingeniør fra fabrikkens mekaniske afdeling. Dette bekendtskab gav dig indblik i det interne magtspil på fabrikken og hovedkontoret. De informationer, som du fik under hans hyppige besøg i din villa, var i nogle tilfælde meget værdifulde for dit arbejde og din virksomhed. Men det var også årsagen til, at ingen af fabrikschefer besøgte dig privat. Var det på grund af faren for "forbrødring" med en almindelig fabriksingeniør? Sandsynligvis, fordi din "position", som den eneste (og den højeste) DKC repræsentant på stedet, var meget høj.

Det betød heller ikke, at der ikke var noget forsøg på at skubbe din "skuffe" ned. Det var ikke altid i tide du bemærkede det. Din venlighed over for alle, du havde kontakt til, blev betragtet som et tegn på svaghed.

I din villa havde du en bil og en chauffør til rådighed, der kørte dig fra villaen til fabrikken og tilbage, en kok, der tilberedte måltider kun til dig og en boy (tjener), der stod for alt andet. Til villaen var der også tilknyttet en forsyningschef og en villaadministrator, der officielt havde nogen mere imponerende klingende titler (Supply in Charge og House Manager). Dine kolleger behandlede disse mennesker meget dårligt, og fra tid til anden havde du lyst at reagere på brændermesterens næsten racistiske tilråb. Efter dine kollegers afrejse, rejste de to mennesker hovederne, og deres forhold til dig blev næsten arrogant. Du reagerede ikke så længe du ikke følte sig direkte berørt.

En dag kom du tilbage fra fabrikken, og inde i huset hørte du nogle høje råb fra et af ​​de tomme værelser. Du spurgte tjeneren, der kom ud af dette rum, hvad var det der foregik der. Det viste sig at administratoren, forsyningschefen og kokken havde startet et drikkegilde, og tjeneren skulle betjene dem.

Du beordrede tjeneren at kalde straks på kokken. Kokken kom ud og man kunne se at han ikke var helt ædru. Du sagde ham, at du ikke ønsker noget spektakel, og at disse herrer skulle straks forlade din villa. Han svarede at dette ikke var din villa! At du bare var en gæst, og at du ikke burde blande sig i hvad villaadministratoren gør! Du svarede ikke. Du gik bare til telefonen og bedt om forbindelse til fabrikkens finanschef, hvis afdeling var ansvarlig for administrationen af ​​fabrikskoloni beboelser. Du sagde finanschefen at du var generet på det groveste i din villa af hans administrative medarbejdere. Det tog måske femten minutter før han ankom til villaen med sin assistent. I mellemtiden flygtede administratoren og forsyningschefen og kokken gemte sig på bagsiden af ​​huset. De første to så du ikke mere og kokken blev sagt op kort efter. Denne erfaring lærte dig at i nogle tilfælde, især i Indien, er den store venlighed og høflighed ikke tilrådelig. Trist, men sandt.

Afrejse

Det var gået næsten tre måneder, efter dine kolleger var blevet sendt hjem. I løbet af den tid var dit engelske blevet væsentligt forbedret. Ikke underligt. Du kunne ikke bruge andre sprog til den daglige kommunikation med folk på fabrikken. Og da én af DKCs salgs​​ingeniører besøgte fabrikken, måtte du bede ham om at tale engelsk, fordi dit danske næsten var helt forsvundet! At komme tilbage til det "normale" brug af dansk i hverdagen tog dig mere end tre uger, efter du var kommet tilbage hjem.

Møllerne var i drift, men den begrænsede elektricitetsforsyning tillod ikke en afprøvning af produktionskapaciteten af det nye ovnsystem. Du udnyttede ubekræftede oplysninger om yderligere begrænsninger i elektricitetsforsyningen og overbevidste kunden om, at din tilstedeværelse på fabrikken var meningsløs.

Efter syv måneder kunne du endelig rejse hjem.

Kundens repræsentant forlod dig ved check-in skranken i Hyderabad lufthavnen. Det, at flyet til Bombay blev annulleret og du måtte vente fire timer på det næste, var der selvfølgelig ingen, der havde tjekket eller tog i betragtning, selv om sådanne ting var normal dagsorden for den lokale lufttrafik i Indien.

Intet under, at ingen ventede dig i Bombay lufthavn. Ved et lykketræf fandt du en bil tilhørende det indiske firma, som samarbejdede med DKC. Bilen ventede faktisk på firmas repræsentant, der netop var ankommet fra Madras, men du annekterede den frækt, og lod "gavmildt" denne inder køre med dig. Du overlod ham bilen ved dit hotel, efter hans højtidelige løfte om, at den vil blive leveret tilbage til hotellet for at køre dig til lufthavn om aftenen.

Du havde hele eftermiddagen for dig selv, og du gik på en lille spadseretur i det omkringliggende område. Efter du gik ud gennem hotellets port, befandt du dig i et typisk slumkvarter i Bombay. Sikke en forskel! Man kan sige snavs, stank og fattigdom. Men for de mennesker, der boede der, var det "normalt".

Værre. Du så en velklædt inder, der parkerede sin splinternye Mercedes foran et skur, bestående af tre brædder holdt sammen med et søm, hvor han var i gang med at købe en creme, der var udstillet med andre ting på et vakkelvornt bord.

Du kiggede på det med vantro. Hvordan kunne det være? Hvorfor havde han ikke kørt sin Mercedes til centrum og købte denne creme i en "rigtig" butik? Efter alt at dømme, havde han råd til det!

Og her har vi dig! Dig og din europæiske sans for æstetik! Inderen kiggede ikke efter, hvordan en "butik" skal se ud. Han så et produkt, som kunne købes der. Når du kommer for at købe et lignende produkt, er din vestlige skik "at købe" denne butiks udseende først med dine øjne. Hvis dine øjne ikke har accepteret "købet" af butikken, vil du ikke engang lede efter det produkt, du ville købe. Man skulle tro at I, europæere, var fuldstændig hjerneblæste!

Du blev kørt til lufthavnen i god tid. Det syntes du i hvert fald. Den første overraskelse var næsten en times ventetid foran check-in skranken fordi, på trods af din "Maharaja class" billet, kunne betjeningen af de tre personer foran dig i køen ikke gøres hurtigere. Din bagage oversteg den tilladte totalvægt, og du blev sendt tilbage for overvægtbetaling. Ved kassen stødte du selvfølgelig på en uorganiseret flok indere, der også ønskede at betale og få en kvittering, uden hvilken var det umuligt at sende ens bagage af sted. Men du, en vred hvid sahib, gik direkte til betalingsskranken, uden at være "opmærksom" på andre. Den ubehøvlede brændermester kollegas eksempel gik ikke til spilde!

Slut med problemer? Selvfølgelig ikke! I "Maharaja Class" kunne den høflige unge dame kun sende din bagage til Frankfurt. Og hvorfor ikke til København? Fordi det ikke bliver tids nok til at overflytte din bagage til flyet, du skal med fra Frankfurt til København! Ingen argumenter hjalp, så til sidst accepterede du bagage til Frankfurt, med forestillingen om dig selv i Frankfurt gående gennem paskontrollen, ventende utålmodigt på bagage, stående igen foran check-in skranken og slæbende på sidste ben sin bagage, for at fange det snarligt afgående fly til København.

Lidt for tidligt. Først paskontrol og toldkontrol. Derefter sikkerhed kontrol. Først gennem en elektronisk port, så en sikkerhedsfunktionær førende et instrument langs ​​dine lemmer, for så lige efter at beføle dig omhyggeligt for, Gud forbyde, et maskingevær skjult i skridtet.

Men det gør ikke noget. Sikkerhed frem for alt!

Højttaleren fortalte dig, at afgangen var forsinket på grund af "ground problems ". Så flyafgangen ville ske efter midnat. En time senere fik I lov til at komme ind i flyet. I flyet, efter halvanden times venten, kom en besked om at forlade flyet igen. Stadigvæk "ground problems". Den næste times ventetid og I var igen i flyet. Denne gang lettede flyet. Men I landede halvanden time efter i... Delhi! Flyets personale beordrede jer til at forlade flyet, fulgte med til den ​internationale transithal og ... forsvandt! Komplet forbløffelse! Klokken 5 om morgenen kom information at den oprindelige flyafgang var aflyst af tekniske grunde, men til gengæld kunne der fås nogle værdikuponer til én sandwich og én drink! Fra gruppe af fire Polakker siddende i nærheden fik du at vide at aflysningen af flyet til Frankfurt ikke var nogen nyhed for dem. En af dem havde oplevet noget sådant to gange før, og oven i købet glippede hans flyafgang til Warszawa. Det bekymrede ham ikke ret meget, fordi hver af ​​hans kammerater fik et helt hotelværelse for sig selv, selv om der var to senge i det! Og oven i købet modtog han 60 DM til forplejning! OK. Det var i slutningen af ​​firserne, så hans reaktion undrede dig ikke.

Du forsøgte at tage af sted med et andet flyveselskab, men der kom ikke noget ud af det på grund af din bagage, som var stuvet i én af bagagecontainere.

Flyet lettede fra Delhi 12:30. Lige på dette tidspunkt afgik "dit" planmæssige fly til København fra Frankfurt! Du forsøgte at finde ud af hvilke muligheder du havde for at flyve hjem samme dag.

Du spurgte en af ​​flyets stewarder om han ikke kunne kontrollere den internationale flyinformation, som de havde om bord. Hans svar var at... du kan studere denne bog selv!

Du fløj også til Indien med Air India, men dengang var flyets personale høfligheden selv. Det så ud til at denne høflighed kun blev rettet til dem, der skulle til Indien, og dem der skulle tilbage var der ingen interesse for.

Klokken 16:00 europæisk tid landede flyet i... Rom! Og igen to timers ventetid, fordi en elektronisk dims i flyet gik i stykker og italienerne havde problemer med at finde sådan en på lager.

Igen hjernegymnastik om flyvetid til Frankfurt og muligheden for at få bagagen tids nok til at nå det sidste fly til København (20:00). Det lignede ønsketænkning. Men du tog ikke hensyn til at Frankfurt ligger i Tyskland og at Lufthansa personale var vant til at håndtere en flok forsinkede passagerer fra Indien. Din ændrede billet til kl. 20:00 til København ventede allerede på dig og overføring af bagagen til dit fly var klaret med én telefonopringning!

Du havde så meget tid til afgangen at du roligt kunne besøge den "toldfrie" butik.

Velkommen til Europa! Omsider hjemme!

Alex Adelist

Maj 2016