INDIA - RAJASTAN 1993

Ud i verden

(4) Indien-Rajastan 1993

Det varede næsten 6 år, før du skulle til Indien igen. I den tid havde du oparbejdet et renome som formalingsspecialist. Så når en kunde i Rajasthan (J.K. Nimbahera) havde bestilt en ekspert hos DKConsult, der skulle vurdere fabrikkens møller, besluttede chefen at sende dig afsted. Projektlederen informerede dig om at efter ankomsten til Mumbai, skulle du flyve med et lokalt fly til Udaipur, hvor kundens bil skulle tage dig til fabrikken. Du skulle ankomme i Mumbai før midnat, og kunne flyve til Udaipur næste dag, enten kl. 7 om morgen eller kl. 17 om eftermiddagen. Du valgte morgenflyet, og dagen efter modtog du en kopi af en fax, hvor jeres repræsentant i Indien bekræftede reservationen af morgenflyvningen, med oplysningen om en annullering af hotelværelset på ankomstnatten (?!). Det kunne du overhovedet ikke lide. Hvorfor kunne du ikke tilbringe tiden mellem ankomsten fra København og den tidlige flyvning til Udaipur i en hotelseng? Du ændrede din beslutning og forlangte gendannelsen af din hotelreservation i Mumbai med en samtidig ændring af din flyreservation til Udaipur til klokken 17 om eftermiddagen. Det lavede man hurtigt om uden kommentarer.

Afgang fra Københavns Lufthavn. Begyndelsen af maj og kun 4 grader Celsius. Fly til Mumbai og et 35-graders varmeslag, da du forlod flyet! Venten på bagagen og synet af en tysker, tilbageholdt med fem metalkister i toldkontrollen.

En komfortabel seng på hotellet "Lila Kempinsky" og en doven solbadning om formiddagen ved en indendørs swimmingpool. Der var køligt på hotelværelset, fordi klimaanlægget var indstillet til kun 15 grader og ikke kunne opreguleres, imens en åbning af vinduerne resulterede i en hurtig tilstrømning af varm og fugtig luft og udstødningsgasser fra den store trafik på gaderne tæt ved hotellet.

Om eftermiddagen tog du taxi til den lokale lufthavn. Der mødte du igen den tysker, som du så efter ankomsten ved toldkontrollen. Det så ud til, at han skulle flyve med samme fly. Flyets afgang foregik som planlagt. Flyvningen skulle vare omkring 50 minutter. Du blev lidt urolig, da dit ur fortalte dig, at I allerede havde været i luften en time og femten minutter! Et kvarter senere landede flyet. Du tog din håndbagage og gik ud af flyet. På vej ned af trapper kiggede du på tavlen med lufthavnens navn. Jodhpur!? Hvad i helvede! Tilbage ind i flyet. Og en livlig diskussion! Hvorfor ikke Udaipur? Fordi piloten ikke kunne se landingsbanens positionslys og valgte næste lufthavn! Så hvad nu? Ja. Man kunne vende tilbage til Mumbai med det fly, som netop ankom fra Delhi og forsøge sig med et morgenfly til Udaipur derfra.

Fandtes der nogen anden måde at komme til Udaipur? Ja, det var der. Man kunne tage en bus. Og hvor lang tid tog turen? Omkring seks timer. Nej, tak!. Var der andre muligheder? Jo. Man kunne flyve med dette fly til Delhi og tage et morgenfly. Landede det morgenfly tilfældigvis også i Jodhpur? Ja, det gjorde det. Var det så ikke muligt at blive på et hotel i Jodhpur og tage det fly til Udaipur om morgenen? Det kunne man da også.

De fleste passagerer valgte den sidste løsning. I blev kørt til et hotel i nærheden af lufthavnen. Til middagen blev du placeret ved siden af denne fyr fra Tyskland. Du spurgte ham: "Hvad siger du til sådant et eventyr?" Og han: "Er dette et eventyr? Dette er ingenting!" Det viste sig, at tolderne havde tilbageholdt fyren og hans kister i toldkontrollen til klokken tre om natten. På hotellet havde de vækket ham klokken halv seks om morgenen, fordi han havde en flyreservation til klokken syv om morgenen! Endelig forstod du hvorfor de ville annullere din overnatning på hotellet!

Men ikke nok med det. I lufthavnen, efter bagagen er blevet tjekket ind og han blev sluset ind i afgangshallen, viste det sig at denne morgen ... var der ingen fly til Udaipur! Tiden til eftermiddagsflyets afgang tilbragte fyren liggende på et hårdt skrivebord i lufthavnens sikkerhedsvagters kontor. Det var godt, du lugtede lunten i København og ændrede den flyreservation!

Om morgenen blev I kørt til lufthavnen, hvor flyet fra Delhi ventede på jer. Mærkeligt nok, landede I uden yderlige forstyrrelser i Udaipur, hvor du blev afhentet af kundens folk.

Production Manageren, som kom for at hente dig, sagde at det var tredje gang de ventede på dig i lufthavnen. Nå, men i det mindste vidste de, at man skal værdsætte en specialist!

JK Nimbahera

Selve opholdet på fabrikken var OK. Et anstændigt værelse, god mad og en fantastisk service. Måske fordi du blev indkvarteret i Managing Directors villa, der var søn af ejeren? Direktøren besøgte ikke fabrikken ret ofte, derfor var der mange tomme gæsteværelser i villaen og det ventende på direktøren villapersonale, var til gæsternes disposition.

Det eneste "problem" skabte din cognac. Ved indkvarteringen blev du spurgt, hvilke alkoholiske drikkevarer du foretrak. Du svarede at du kunne lide cognac. Næste dag fik du en flaske ... whisky. Du takkede nej og sagde, at du ikke drikker whisky. To dage senere kom de med den næste flaske. En anden slags whisky! Nej tak! Efter en uge, en tredje flaske whisky. Endnu en anden type. Du var ked af det på deres vegne, fordi de virkelig gjorde deres bedste.

På fabrikken var du hele tiden ledsaget af Produktion Manageren. Han formidlede og organiserede alle inspektioner og test af møller for dig. Du sad på hans "kontor" ved siden af hans skrivebord, Foran skrivebordet var der placeret en række stole, som i et biograf- eller teaterlokale. På disse stole sad hans "undersåtter", som med en overdreven opmærksomhed lyttede til, hvad chefen havde at sige.

Sådan var der på næsten alle chefkontorer. Jo større chefen var, jo flere rækker og stole og Senior General Managers (den øverste driftschef på fabrikken) kontor lignede en lille foredragssal.

Hierarkiet på fabrikken var meget imponerende. De vigtige stillinger begyndte med en Junior Engineer, gennem en "almindelig" Engineer til en Senior Engineer. Derefter kom Deputy Manager, Manager, Senior Manager, Deputy General Manager og General Manager. Øverst var der en Senior General Manager.

Slut på hierarkiet? Selvfølgelig ikke!

Hvad så med Managing Director, Vice President og President?

Fabrikken ejede en af de første vertikale møller leveret til Indien af din virksomhed. Den første version af møllen var ikke blottet for nykonstruktionens "børnesygdomme". Som du selv havde erfaret, var igangsættelsen af en sådan mølle ikke nem, og problemerne med montage og driften sluttede aldrig. Det var på et hængende hår at du, i stedet for at tage hjem efter afslutningen af "eventyret" i Andhra Cement, ville have landet her. På dette tidspunkt var en af dine kollegaer her for at starte op den vertikale mølle. For at starte møllen op var det nødvendigt at foretage nogle små mekaniske ændringer, men kunden var lidt langsom til at skaffe folk, der skulle udføre arbejdet. Efter ti dages ventetid var din kollegas tålmodighed brugt op. Han var ikke ingeniør, men hans maskinmester uddannelse var nok til, at han gik på værkstedet, tog noget værktøj og foretog den nødvendige mekaniske ændring selv. Fabrikkens ledelse reagerede prompte med en skarp fax til DKConsult og krævede, at få tilsendt en "rigtig" møllespecialist, fordi teknikerne havde de selv nok af! Din kollega fik lov til at blive fordi han lykkedes med at starte møllen og i samme uge få møllen op på den garanterede ydeevne.

På J. K. Nimbahera, udover den vertikale mølle fik du testet et par gamle kuglemøller til formaling af råmaterialer og nogle stykker til formaling af kulmel og cement. I nogle tilfælde havde dine ændringsforslag synligt øget møllernes ydeevne og man begyndte at kigge på dig, som en mirakelmager. Selv om det, du havde foreslået, dybest set var en normal procedure, som kunne med en smule god vilje, være at læse sig til i de udleverede af DKConsult instruktioner, selvom en del af de detaljer, som du kunne give, ikke fandtes der.

Din stjerne skinnede så kraftig, at du efter dine private samtaler med Vice President og en "våd" sammenkomst hos Managing Director, blev inviteret til en samtale hos selveste Senior General Manager!

Du blev ledsaget til chefens forstue af ingen mindre end Deputy Produktion General Manager. Det sømmede sig jo ikke, at betro den funktion til en med lavere rang! I forstuen måtte I vente indtil en mandlig (hvad ellers!) sekretær havde sikret sig at chefen havde tid til at modtage dig. I blev "sluset ind" på kontoret og begyndte at stige ned af rummets trapper i retningen af det store som et skib skrivebord. I kom ned til det sidste trin, men chefen, der så ud til at være travlt beskæftiget med den liggende på bordet korrespondance, kunne ligesom ikke se jer.

Deputy General Manager stod paralyseret og ventede. Du havde ventet i cirka 15 sekunder og ... satte dig på stolen første række! Deputy General Manager blev bleg. Hvad for noget? At sætte sig ned uden tilladelse? Hos Senior General Manager? Men du vidste godt, hvad var det for et spil. Hvis du stod og ventede på en tilladelse til at sætte dig ned, ville du ikke være den mand, som denne chef vil tale med. Du ville bare være en eller anden arbejdsslave, som fabrikken betalte for at udføre et eller andet job. Men du, i alle tilfælde hvor du arbejdede alene, betragtede dig selv som din virksomhed højeste repræsentant. Og det ville ikke være dig, som denne fyr ville fornærme, ved at ignorere din tilstedeværelse. Han ville på den måde ignorere din virksomhed, og det kunne du ikke tillade! Det var derfor, du sad komfortabelt i din stol, selvom Deputy General Manager var tæt på at besvime. Efter tre minutter havde chefen pludseligt "opdaget" jer. Han rejste sig fra sin stol og kom mod dig med en udstrakt hånd. Og han nød det som et barn, da du roste fabrikkens tekniske personale for en dygtig gennemførelse af de nødvendige ændringer i mølledriften.

Det var ikke kun arbejde, der fyldte hele dit ophold, selvom fabrikkens problemer også kunne mærkes i direktørens villa. Problemer med elforsyningen gjaldt også her. Heldigvis havde fabrikken sin egen diesel generator station, der kunne producere nok strøm til uafbrudt drift af de vitale dele af fabrikken. I det øjeblik, strømforsyningen fra det statslige elværk blev afbrudt aktiveredes dieselgeneratorerne. Den første strøm fra stationen forsynede direktørens villa og det hinduistiske tempel, som ejeren byggede, som en tre gange mindre kopi af hans hjembys tempel. Først derefter dækkede energiforsyningen driften af cementovne. Belysningen i arbejdernes koloni og i den nærliggende landsby kom i sidste rækkefølge.

I weekendtiden blev du kørt til de nærliggende turistattraktioner.

En tur til Chittorgarh Fort og et souvenirfoto med Victory Tower.

Og Udaipur med det obligatoriske besøg i Maharaja paladset og en frokost på Lake Palace Hotel, som var lidt af et problem.[MG3] Du havde hørt fra dine kolleger om paladset på øen Pichola, som før var maharajas sommerbolig, bygget af hvid marmor, og nu var omdannet til et 5-stjernet hotel.

Hotellets reception var placeret på søens bred. Du blev kørt derhen og din fabriksguide (Production Manager) begyndte at arrangere en bådtransport til hotellet. Og så kom der en overraskelse! Bådtransporten til hotellet var kun forbeholdt hotellets gæster. Udenforstående havde ikke lov at spise frokost på hotellet! Din "følgesvend" begyndte at undskylde, men reglerne kan man jo ikke gøre noget ved!

Men ikke for dig! Du sagde til guiden at han skulle få gutten i receptionen til at ringe til hoteldirektøren. Og at han skulle fortælle ham, at du kom fra Europa, og at dine kolleger, der boede på dette hotel, havde meget høje tanker om det, og at de også anbefalede dig dette hotel. Og derfor mente du, at hotelchefen kunne gøre en undtagelse fra reglen for dig. Det så ud som om receptionisten ikke havde brug for en oversættelse. Han tog telefonen og begyndte at tale hindi med nogen. Og efter fem minutter blev I sejlet til hotellet i en båd!

Production Manageren havde selvfølgeligt fortalt dette til hele fabrikken og alle cheferne roste dig til skyerne for at finde sådan en perfekt løsning på problemet. Production Deputy General Manageren fortalte dig, at han selv ville være gået derfra med uforrettet sag. Og alt dette fordi du vidste, at hinduerne stadigvæk ikke kunne modstå det hvide menneskes hovmod!

Shri Beawar

Dit ophold i JK Nimbahera var ved at blive afsluttet, men det viste sig, at du havde et lille job på fabrikken beliggende 200 km derfra, men også i Rajastan. 200 km? Hvor lang tid kunne det tage med bil? Du fik at vide at det vil tage små tre timer. Det kunne du godt klare. På grund af varmen skulle du starte turen klokken 6 om morgen, men du tog ikke af sted før klokken var syv. Bilen var uden aircondition. Det var varmt og lummert og bilen kørte kun omkring 30 km i timen. Nogen glemte at forsyne dig med kolde drikke til turen, så du var nødt til at stoppe på vejen ved en "restaurant". Du burde overhovedet ikke have prøvet den lokale limonade, men hvad kunne du gøre, da din tunge føltes tør som en skosål? Oven i købet, kendte chaufføren vejen ikke så godt, og det kostede en 30 kilometers omvej, før I kom på rette vej til Beawar, hvor fabrikken var placeret.

Indkvarteringsbetingelserne på fabrikkens gæstehus var ret spartanske. Bare betonvægge, en seng, et natbord uden lampe, en stol, et garderobeskab og ikke andet. Dog var der en dør til et badeværelse, som var udstyret med WC og en bruser.

Dagen efter blev det første besøg på fabrikken afbrudt efter to timer. Feber, hovedpine og opkastning. En forfærdelig eftermiddag, aften og nat. Det eneste gode ved det, var den korte vej fra sengen til toiletkummen. Hvorfor i helvede havde du drukket det stads på vejen hertil? Næste morgen gav den lokale læge dig to farverige tabletter, og den næste dag var du så god som ny. Men du måtte være forsigtig med måltiderne, fordi kokken i gæstehuset ikke var vant til at håndtere kødretter. Disse stykker af ged eller fårekød var for det meste underkogte og med blod stænkede knogler. Kylling eller svinekød var en uopnåelig drøm om et klippehoved, og køer var jo hellige i Indien. For helvede! 200 kilometer og sikke nogen en forskel!

Selve jobbet på fabrikken var forholdsvis let. Efter to små mekaniske modifikationer steg møllens produktion betydeligt, men deres implementering varede så længe, at du i mellemtiden havde en weekend i Pink City (Jaipur). Der havde du også din første (og eneste) elefanttur og dit første besøg på et af de hinduistiske marmortempler, hvor man stadigvæk var i gang med et efterbehandlingsarbejde. Du kiggede med beundring på den møjsommelige udskæring af alle detaljer, udført af de arbejdende stenhuggere (billedhuggere?). Du så også nogle smadrede brudstykker af de mislykkede udskæringsforsøg. Ja. Det, der ikke svarede nøjagtigt til de godkendte tegninger, skulle begyndes forfra. Sådan noget var kun muligt i Indien, hvor tiden var noget, man havde i ubegrænset mængde. Ikke som i Europa, hvor alt skulle planlægges og udføres til tiden. Hvis noget var forsinket på den indiske fabrik, tog produktionschefen det meget stoisk, fordi sådan skulle det jo sikkert være, imens den danske produktionsleder ville få nok et apopleksianfald.

Hvorfor skulle man håndlave sådanne marmordekorationer? Og til hvilken nytte? Det kunne man hurtigere støbe i gips! At det ikke ville være så smukt? Tid er penge, min herre! Og hvem vil forresten kigge så nøje på det?!

Endelig på vej hjem. Ankomst til Delhi og stadigvæk kvælende varmt. Du huskede godt hvad du sagde til Tina, da du ringede hjem: " Hernede er det ikke til at holde ud! Klokken er elleve om aften, og der er stadigvæk 45 grader i skyggen!" Og hun sagde: "Hvorfor står du så i skyggen?" Ha! ha! Kunden lovede dig en tur til Agra. Belært af tidligere erfaringer, spurgte du om de ikke kunne skaffe en bil med aircondition. Tilsyneladende var det muligt, og ifølge denne kontorist, som skulle organisere det, var prisforskellen i køretøjsleje ubetydelig. Men én ting var at sige noget, og den anden at gøre det. Den bil, der stod foran hotellet var uden aircondition, og ingeniøren fra kundens Delhi kontor, som var tildelt til turen, kunne ikke svare på, hvad der var sket. Og det var søndag og kontoret blev lukket. OK. Hvad man har fået foræret, skal man ikke klage over! Fire times tur til Agra og fire timer i støv og varmen, afbrudt af en stop ved en "restaurant", hvor man skulle holde øje med rotter, der løb mellem bordene. Afkøling med drikkevand fra flasker, der lå bilens varme bund. Da du på tilbagevejen forsøgte at køle dig ned, med at hælde vand over hovedet fra en af disse flasker, undgik du med nød og næppe at blive skoldet. Så varmt var vandet!

Og endelig Agra. Kun fire timers tid til at se det hele, fordi du skulle regne med en fire timers kørsel tilbage. Så programmet indbefattede "kun" Taj Mahal, Agra Fort, Itmad-Ud-Daulhs Tomb og Soami Bagh.

Taj Mahal opfyldte alle forventninger, men det, der gjorde det største indtryk på dig, var Soami Bagh. Arbejdet på dette meditationstempel begyndte i 1904, umiddelbart efter denne kult gurus død, og dens færdiggørelse forventes omkring 2100. Det, du så i templet, matchede med niveauet til Taj Mahals kunstværk, og templets design, som du så, var så forbløffende, at efter dens færdiggørelse vil den med held konkurrere med Taj Mahal.

Du fløj med Swiss Air til Zürich. Og selvom deres Business Class var væsentligt anderledes i forhold til Air Indias Maharaja Class, forløb hele turen uden de indiske overraskelser.

Alex Adelist

Maj 2016