50 ÅR

50-ÅRET FOR DANMARKS MODTAGELSE AF JØDISKE FLYGTNINGE FRA POLEN

"Og de spurgte mig meget strengt
hvad tager jeg med mig
Jeg tager hverken sølv eller guld
Kun et håndklæde
at tørre mine hænder med
Og et eller andet sted på vejen døde min længsel
Så jeg tager min længsel heller ikke med".
(Anna Frajlich)

Den 27. oktober 2019 blev der afholdt i København en levende eftermiddag i anledning af 50-årsdagen for Danmarks modtagelse af jødiske flygtninge fra Polen med deltagelse af omkring 200 mennesker.
Mødets program bestod af fire paneldiskussioner om flygtninges ankomst, den emotionelle bagage de kom med, deres identitetsproblemer og integrationen i det danske samfund. Diskussionsdeltagere repræsenterede en ret stor aldersforskel. Startet med dem, der kom til Danmark som voksne, gennem dem, der netop skulle begynde deres voksne liv, til dem, der kom til Danmark som små børn.
Den tungeste og følelsesladet bagage bragte med sig de ældste. En bagage forbundet ikke kun med de hændelser, der direkte fik dem til at forlade Polen. Fordi den kommunistiske heksejagt mod mennesker af jødisk oprindelse efter marts 1968 var som en påmindelse om det, der skete med over 85% af den jødiske befolkning i Polen under den tyske besættelse. Det var en smertefuld påmindelse om, at dette land, gennemvædet af det nazistiske folkedrab ofres blod, som berøvede de overlevende bedsteforældre, forældre og søskende, dette land, som var deres fædres fædreland, aldrig bliver deres fædreland igen.
Nej. Ingen blev dræbt. Det var kun de følelser af samhørigheden med det land, hvor man blev født, voksede op og fik smagen af voksenlivs realiteter, der blev dræbt.
Alt dette slettet af en udrejse til det ukendte, hvor alt var anderledes. Systemet, skikke, levevilkår, sproget - alt måtte læres på ny igen.
De unge havde ikke denne ballast, selvom erindringerne af barndommen og de første teenagers oplevelser påvirkede dem også. Men den største oplevelse for dem var en kontakt med det ukendte.
Mens de ældste havde en fornemmelse af deres jødiske identitet, som undertiden var skjult, men sad da altid i dem, de unge mennesker, der i mange tilfælde lærte om deres jødiske afstamning lige før afrejsen, havde det ganske svært at finde sin plads.
De fleste af dem valgte dog at dyrke deres jødiske identitet, og selv om den i de fleste tilfælde ikke er religiøs, har de videregivet denne følelse af tilhørighed til den generation, der er født og vokser op i Danmark. Og det gjorde de i betydeligt store grad end det var tilfælde med den ældre generation.
Integrationen i det danske samfund er en historie for sig selv.
Tilegnelse af sproget, indlæring af skikke, indslusning i det danske samfund, var en vanskelig sag for de ældre, lidt mindre vanskelig for de unge, naturligt for den yngste og ikke noget problem for den generation, der er født i Danmark.
Så hvem er disse mennesker, der valgte at leve i Danmark? Hvem er de? Er de jøder? Danske jøder? Jødiske danskere? Hvor meget har de stadigvæk til fælles med det land, de kom fra? Polsk bruges stadigvæk ved personlige kontakter og korrespondance med familie og venner, der er spredt i hele verden.
De yngste, i de fleste tilfælde, mestrer ikke det polske sprog. Og som det er tilfældet med den generation, der er født i Danmark, dansk er deres modersmål. Ligesom deres måde at tænke og reagere på.
Og selv de ældste, der fortsætter med at dyrke gamle polske venskaber og føler stadigvæk en vis sentimentalisme for Polen, er ikke længere polske jøder.
De er kun jøder fra Polen.