YOM KIPPUR I KØBENHAVN

YOM KIPPUR I KØBENHAVN

Jeg er ikke religiøs, men som det passer en gammel jøde, gik jeg på Jom Kippur dagen til Kol Nidre i synagogen. Ligesom mine forældre gjorde det i sin tid.
Hvorfor blev jeg ikke overrasket ved synet af den blokerede del af gaden og de bevæbnede politimænd, der stod på begge sider af indgangen til synagogen?
Nå, ja. Det gik jo mere end et kvart århundrede siden min nevøs bar mitzvah, hvor man kunne komme ind i synagogen lige fra gaden uden at man skulle forklare sikkerhedsvagten, hvorfor skulle man derhen.
Kol nidre skulle starte 18:10, så jeg stod utålmodig og ventede på Anka og hendes søn. Hun var lidt forsinket, og med Joel mødtes vi først i synagogen. Og selvfølgelig kom ingen af os for sent. For jeg glemte helt, at for jøderne det akademiske forsinkelses kvarter strækker sig normalt til tre kvarterer. Langsom er Guds virke, som man siger. Og hans udvalgte folk ser ud til at være ligeledes.
Dette kunne tydelig ses i synagogen.
På det angivne tidspunkt var lokalet næsten tomt. Man kunne se nogle mennesker kun i de tre første rækker. Resten af salen var tom, undtagen nogle få skikkelser stående bag bænkerækker og selvfølgelig de kvinder, som stadigvæk var henvist til at se gudstjenesten fra balkonen.
I starten af tredje forsinkelseskvarter blev næsten alle bænkene optaget af de ankommende folk. Jeg har aldrig set en sådan koncentration af jøder (og jødinder) i København. Og på en eller anden måde begyndte jeg at føle sig en integreret del af denne samling. Og blev hilst og hilste på mennesker, som var ganske fremmede for mig. Og jeg blev også berørt af forventningen af noget specielt. Tiden til Kol nidre.
Den nuværende bønfører bekræftede kun den kendte sandhed, at gode intentioner ikke er alt, og at manglen på stemme ikke kan skjules.
Kun en gang nåede stemningen et højdepunkt. Kun én gang mennesker i salen tilsluttede sig bønnens ord og overdøvede kantoren og hans hjælpere. Og kun den ene gang lød Kol nidre som i den gamle tid, som jeg ikke kan huske, men som altid var i mine forældres hukommelse.
Kun den ene gang kunne jeg se gennem min sjæl min mor, mine fædre, min bror, min tante, min onkel og alle dem, jeg kendte og som havde forladt denne verden. Og dette øjeblik har givet denne forsamling en højere mening.
Har man kigget på forsamlingen, kunne man få et indtryk af, at traditionerne dyrkes hovedsageligt af den gamle generation.
Men den løbende rund i salen fireårige pige, der vinkede til sin mor, der sad på balkonen, disse to teenager piger, der har forvildet sig i salen og de ikke så få unge, der efter Kol nidre var travl optaget af et eller andet i den tilstødte bygnings teatersal, viste fremtiden.
For hvor længe er da liv er de altid håb.

Alex Wieseltier