PARTISAN

PARTISAN

Undskyld. Hvem? Morris Ziegler? Det er mig.

Må se det? Ja, det er rigtigt. Dette er den adresse.

Hvad? At jeg er for ung til at være Morris Ziegler?

Nå ja! Nu kan jeg forstå det!
De leder efter Morris Ziegler, min bedstefar!
Jeg har det samme fornavn og navn. Og da jeg var lille, kaldte de mig Mietek, ligesom min farfar. Fordi hans oprindelige fornavn i Polen var Mieczysław.
Han fortalte mig engang, at dette navn stod i de officielle papirer, og at hans skolekammerater kaldte ham Mietek. Hjemme blev han kaldt Mendel, en diminutiv af hans jødiske navn Menachem.

Hvorfor ville De tale med ham? Kendte De ham? Nej?
Nå, det! Nu kan jeg forstå meningen!
Han døde desværre for et par år siden

.Om jeg kender hans skæbne under besættelsen?
På en måde, ja.
Han fortalte ikke ret meget om dette emne.
Han sagde engang, at førkrigsårene og den tyske besættelsestid var et afsluttet kapitel i hans liv.
Han plejede at sige: "Fortid er fortid, fremtid er fremtid, og man skal leve i dag, i nutiden. Lad det være at spekulere, hvad der skete i går, eller hvad der vil ske i morgen. Hvis du gør dette, lever du ikke i dag!" Det kunne jeg aldrig blive enig med ham i.
Jeg vidste, at han havde været i en koncentrationslejr, at han flygtede og kæmpede mod tyskerne som en partisan. Han var en helt for mig. Men hans reaktion var: "Helten-shmelten, sludder! Jeg siger dig, jeg var slet ikke en helt! Den eneste grund til at jeg er i live er fordi jeg var en kujon og en slyngel.
Jeg var endda villig til at dræbe min bedste kammerat, hvis det var nødvendigt for at redde mit eget liv!
Jeg løj, jeg stjal, løb væk og dræbte. Sådan en helt jeg var".
Han ville aldrig tale om disse tider.

Jeg kender kun nogle små krummer af hans oplevelser i krigens tid.
Egentlig talte vi om det kun én gang. Jeg husker det meget godt, fordi det, han sagde, var meget anderledes end det, jeg havde hørt og læst om emnet før.

Vores jødiske samfund organiserede en visning af en dokumentar om Bielski-brødrene, jødiske partisaner.
Efter visningen løb jeg begejstret til mine bedsteforældres hus og sagde til ham: "Zajde (bedstefar), jeg så en film om dig!"
Han kiggede på mig og spurgte: "Hvorhenne? Hvordan det?" "Jeg så en film om Bielski-brødrene! De var partisaner, lige som dig!"
"Og hvad så?" sagde bedstefar og trak på skuldrene.

Jeg blev lidt sur på ham.
"Hvorfor er du så negativ? Hvorfor vil du altid formindske eller nedtone det, du gjorde og oplevede dengang?
Jeg kan forestille mig dig i skoven. Kæmpende mod tyskerne!
For frihed! For værdighed! For menneskeheden!
På den ene side humanisme og høje etiske standarder. På den anden side nazistiske banditter!
Retfærdigheden har vundet! Skurke besejret af helte!
Dette kunne være en opløftende historie! Hvad ville der være galt med det?"

Bedstefar sagde: "Jeg ville ikke gøre det, men du tvinger mig til det.
Så lyt godt efter, for dette er din eneste chance for at høre det.
Personligt har jeg intet behov for at dvæle eller tale om det. Hvorfor?
Jeg vil give dig nogle eksempler. Ved du, hvordan jeg og andre fanger opførte sig i koncentrationslejren?
Som dyr! Kun instinktet for selvopretholdelse. Man tænkte kun på dig selv.
Man var ligeglad med de andre. Ingen medlidenhed.
Der var for eksempel nogle fanger der. Unge mænd som blev brugt af en af ​​SS-vagterne som sexslaver. Ingen af ​​dem var homoseksuel, men det generede ikke denne SS-mand.
Tror du, vi havde ondt af dem? Nej!
Vi misundte dem, fordi de fik ekstra mad og var fritaget fra arbejde!

Andet eksempel. En gang nogen stjal en pakke cigaretter fra en vagt.
Vi blev sagt, at hele barakken ville blive stående på opråbspladsen, indtil den skyldige er fundet. Og hvem sladrede navnet på gerningsmanden?
Ja! Din bedstefar!
For jeg ville ikke stå i kulden hele natten og blive udsat for tæsk med pisk.
Og for det andet ville han ikke dele de cigaretter med mig!
Så fortal mig ikke alt det lort om værdigheden eller høje etiske standarder!

Synes du, det var anderledes i skoven?
Der var jeg en uerfaren idiot fra byen, der vidste intet hvordan man skal leve og overleve i skoven.
Hele det første år af mit ophold i skoven kunne jeg ikke sove om natten, fordi hver en lyd, der kom fra skoven, skrammede mig. For det kunne jo måske være en tysk militærraid. Eller måske var der nogen, der har påsat ilden?
Levevilkårene var på sin vis mere primitive end i en koncentrationslejr!
Selvfølgelig havde befalingsmændene bedre opholdsbetingelser, endda et varmt bad. Men den almindelige partisan var et beskidt og til tider sultent individ.

Vores første prioritet var ikke at bekæmpe tyskerne, men at holde os i live.
Og vi gjorde alt for at bevare dette liv.
Har du nogen idé om, hvor maden i vores lejr kom fra?
For det var bestemt ikke fra en købmandsbutik. Åk nej!
Tror du, at bønderne i omkring liggende landsbyer var glade for at se os tage nogle af deres afgrøder og kvæg? Specielt at vores partisangruppe ikke var den eneste i disse skove, der konfiskerede deres mad.
En del af bønder forsøgte at skjule deres forråd og kvæg.
Nogle landsbyer forsøgte at organisere et selvforsvar for at forhindre vores rekvisitionsangreb.
Vores lille enhed havde ingen chance mod et stærkt selvforsvar, men små landsbyer, med svagt selvforsvar, risikerede en gengældelse og repressalier.
Jeg deltog selv i flere af sådanne straffeekspeditioner, da vores enhed blev indlemmet og underordnet en større partisanenhed under en russisk kommando.
I nogen tid havde jeg en affære med en pige i en af ​​disse landsbyer.
Men jeg gjorde ingenting, da vores russiske kommandant besluttede at straffe landsbyen og brænde flere hytter ned.

Vi havde også problemer med andre partisaner.
Både dem der bestod af de lokale bønder og dem fra Armia Krajowa (Hjemmehæren).
Uventede møder i landsbyer eller i skoven var meget farlige.
Skyderier fandt sted ret ofte.

Engang blev jeg næsten dræbt da jeg mødte en bevæbnet partisan fra Hjemmehærens gruppe i skoven.
Jeg var heldig, at hans første skud ramte forbi, og at han fik problemer med sin riffel. Jeg kunne have skudt ham, men jeg var så forskrækket, at jeg løb væk.

Vores kamp mod tyskerne var begrænset til bagholdsangreb, hvor vi kunne dræbe nogle få gendarmer.
Vi fangede og dræbte nogle tyske kollaboratører.
Men vi kæmpede aldrig mod de regulære tyske tropper.
De var for godt bevæbnet og for stærke til os.
Hver gang sådanne tropper kom for tæt på os, tog vi benene på nakken.
Det samme gjorde de andre partisangrupper.

Du siger humanitarisme. Jeg kan fortælle dig, hvilken slags humanister vi var.
Det var i 1944.
Fronten var nu meget tæt på os. Du kunne høre lyden af de ​​russiske Katyushas.
Den dag bestod nattevagten af ​​to unge mennesker, en pige og en dreng.
Og dette dumme par, i stedet for at stå vagt, fandt et stille hjørne for at have sex.
Og under deres samleje kom der en tysk soldat ind i vores lejr!
Heldigvis kun for at overgive sig!
Hvordan blev disse to straffet?
Da dette var en alvorlig overtrædelse af krigs militære regler, blev de simpelthen skudt!

Et par dage senere blev jeg sendt med ordrer til en af ​​vores forposter.
På tilbagevejen tog jeg en genvej ad den nærmeste smalle vej. Det var skumring. Pludselig hørte jeg støjen fra en motor, der kom fra den nærmeste sving.
Jeg havde ingen steder at gemme mig, så jeg forsøgte at gemme mig i en grøft langs vejen, under nogle blade, der lå der.
Der var ikke tid til at gøre det grundigt, fordi jeg allerede kunne se forlygterne af det modkørende køretøj.
Den forbandede bil stoppede lige ved siden af, hvor jeg lå, og en tysk soldat sprang ud af bilen.
Han gik over til grøften og stod omkring en meter væk fra mit hoved.
Jeg så ham tydeligt, fordi mit venstre øje ikke var dækket af bladene.
Jeg var bange for, at han også så mig, for han stod der ret længe.
Pludselig mærkede jeg varme og fugt på min kind og i munden.
Han pissede på mig!
Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg var overbevist om, at han så mig og pissede på mig for at ydmyge mig endnu mere.
Men han tissede færdig, gik tilbage til bilen, og de var væk!

Tror du, jeg var sur på ham? Nej! Jeg var glad for at være i live!
For det var hele meningen! Ikke at kæmpe mod tyskerne. Heller ikke at befri landet. Nej! Det handlede simpelthen om en overlevelse!
Og det samme gjaldt alle andre i skoven.
Jøder, polakker, russere og hvem der ellers var der.

Polakker og russere kunne senere tilføje nogle ideologiske grunde til deres ophold i skoven. Polakker kunne sige, at de kæmpede for deres nations befrielse og for et selvstændigt Polen.
Vi jøder kæmpede kun for vores overlevelse.

Det er rigtigt, at nogle af de jødiske partisaner sluttede sig til opbygning af det nye kommunistiske regime.
Fordi de ville bygge et nyt og retfærdigt Polen, hvor alle borgere ville være lige, uanset nationalitet, tro og andre forskelle.

Jeg så ikke min fremtid i Polen.
Jeg havde ikke længere en familie og havde intet at vende tilbage til.
Bedstemor? Det er rigtigt, at vi mødtes i Polen, blev gift og tog til Amerika sammen. Selvfølgelig elsker jeg hende.
Men da vi mødtes første gang, det eneste, vi havde til fælles, var hvad vi ikke havde.
Ingen forældre, ingen bedsteforældre, ingen tanter, ingen onkler og ingen søskende. De var myrdet alle sammen.
Tyskerne ødelagde jødiske kirkegårde i både min og hendes by.
De matzevahs, der ikke blev ødelagt, blev brugt til byggeformål.
For mig var efterkrigstidens Polen en kirkegård med millioner af døde polske jøder. En kirkegård uden grave og gravsten.
Kun resterne af fritliggende lig, knogler og aske fra brændte eller skudte mennesker. Ikke begravet og ikke sørget, for dengang var der heller ingen tårer tilbage.
Tyskerne gjorde deres arbejde.

Jeg besluttede at forlade dette land og lovede mig selv at glemme fortiden og aldrig vende til den tilbage.
Det er første og sidste gang, jeg har brudt dette løfte.
Så hold nu op med alt det pjat om værdigheden, partisaner og helte!"

Siden da har vi aldrig talt om det.