Last Folio

2022-06-16

Juni 2022. Den Sorte Diamant - det kongelige bibliotek i København. Yuri Dojcs "Last Folio" fotoudstilling, som var en del af Den Jødiske Kulturfestival. Billeder af indre af en gammel synagoge, en ødelagt mikvah, en forladt jødisk skole og nærbilleder af gamle bøger, der falder i støv. Ved indgangen et dusin billeder af gamle mennesker, en kort information om projektet, der resulterede i disse billeder. De færreste når frem til skærmene, skjulte i et aflukke og bænken med høretelefoner, hvor man kan se og lytte til en film om projektets tilblivelse.
Men jeg har ikke brug for det. Jeg lytter til Katya Krausova, som ikke kun er skaberen af førnævnte dokumentar om denne udstilling, men også en deltager i Yuri Dojcs projektet. Det var denne upåfaldende kvinde og hendes kommunikationsevner, der fik mig til at besøge denne udstilling.
To dage tidligere var jeg til en fremvisning af ​​en dokumentarfilm om projektet "Last Folio" af Yuri Dojc, søn af en af ​​de slovakiske jødiske overlevende, lavet af Katya Krausova. Et projekt, der har haft til formål at finde sporene af det jødiske liv i Slovakiet. Det er fra denne film og fra Katya Krausovas fortælling jeg ved, at disse portrætter af gamle mennesker er en del af de flere hundrede overlevende fra det slovakiske holocaust, som var forbundet med "Last Folio"-projektet. Projektet, der tog over ti år, nåede kun et par dusin af dem. Deres stemmer og deres personlige oplevelser kan høres i denne næsten to timer lange film om dens tilblivelse. 
Det var fra Katya Krausovas fortælling jeg lærte om, hvad der skete med de slovakiske jøder. Jeg, en efterkommer af de polske jøder, der havde hørt så meget om jødernes skæbne i det besatte Polen, erfarede, at Slovakiet, som var blevet en selvstændig stat efter det tyske Anschluss, havde en regering ledet af den katolske præst Tiso, som sagde, at det er en kristen pligt for enhver slovak at tilintetgøre sine evige fjender, jøderne. At den daværende slovakiske regering var den eneste i verden, der havde en officiel aftale med Nazityskland om, at det ville betale 550 Reichsmark for enhver jøde, som tyskerne uigenkaldeligt ville deportere fra Slovakiet. At de 550 Reichsmark selvfølgeligt blev betalt selv af de deporterede jøder. At på grund af Tiso-regeringens officielle politik, det store flertal af slovakiske jøder, der undgik deportationen til de tyske udryddelseslejre, overlevede kun i de ortodokse og de protestantiske landsbyer. At selv efter krigen var tilbagelevering af en ejendom taget fra jøder ikke juridisk sanktioneret, men afhang af en god vilje hos dem, der tog den. 
Det var fra hende, jeg hørte om en protestantisk præst, der passede en forladt jødisk skole, hvor tiden stoppede en dag i 1942, hvor alle fra den skole blev transporteret til udrydelseslejre. Hvor alle skolens lærebøger, rettede skrivehæfter og gulnede karakterblade stadig lå der. Hvor en ti eller elleveårig dreng i et af essays rettet med en rød blyant skrev, at når han bliver stor, vil han blive en skovfoged og vil have et hus fyldt med hjortegevirer på væggene, fordi folk har respekt for dem, der kan skyde dyr. Efter denne dreng og hans planer er der kun de gulnede sider tilbage. Fra de flere hundrede Holocaust-overlevende slovakiske jøder, som var i live ved starten af "​​Last Folio"-projektet, er kun én person tilbage i live, og bøgerne, der er udødeliggjort i Yuris fotografier, bliver langsomt til støv. 
Kun udtalelsen fra Azar Nafisi, den iranske forfatter, er tilbage: 
"Bøgerne i disse fotografier er ikke blot genstande. Idet de smuldrer og bliver til støv, fastholder kameraet hvordan dette opløsningsøjeblik tillige rummer en umådelig energi og bevægelse, et sidste og strålende udsagn af trods, der modsætter sig såvel død som glemsel".

Alex Wieseltier

https://www.youtube.com/watch?v=aaUriQWUczQ   

Alex Wieseltier - Uredte tanker
Alle rettigheder forbeholdes 2019
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis!