KINA - SUNCHANG 1988

Ud i verden

(3) Kina - Sunchang 1988

Efter din syv måneders lange Indien tur, "hvilede" du dig et par måneder i København.

Ikke helt, fordi du brugte din tid på at skrive informationsmateriale om din vertikale mølle. Det undrede dig at man var utilfreds over at materialet var skrevet på dansk.

DKConsult (DKC) var jo et dansk firma, men det officielle korrespondancesprog var engelsk. Så det hele skulle oversættes af en professionel oversætter. Det var sådan set meget godt, fordi engelsk var dit fjerde sprog. Efter dit ophold i Indien havde du mindre problemer med kommunikation på det sprog, men skriftligt haltede det stadigvæk.

Dine rejseforberedelser startede hos en tropelæge.

Lægen gav dig forskellige vaccinationer og din hud lignede en si. Du blev vaccineret mod pest, kolera, japansk encephalitis (hjernehindbetændelse), hepatitis C og nogle andre sygdomme.

Som sædvanligt ville du være vittig og spurgte lægen: "Hvad så med AIDS?" og hans svar var: "Det får du dernede!"

Lige før afrejsen mødte du Henrik på gangen. Henrik kom til Danmark sammen med din svoger og blev for nylig ansat i DKC. Han skulle også til Kina. Da han fik at vide at du skulle til Sunchang, blev han meget glad. Han anbefalede dig at tage med nogle tennisketsjere fordi DKCs koloni havde nogle tennisbaner.

Du tog ketsjere med, men det viste sig at du blev sendt til Sunchang (Fujian province) og han havnede i Zu Zhang (Guangdong province). Afstanden mellem disse steder i kinesisk målestok var ikke så stor. Kun 800 kilometer. Men alt for langt til tennisbolde udveksling...

Flyrejsen fra København til Hong Kong var lang men OK. Til gengæld var varmen og fugtighed i Hong Kong ikke til at holde ud. Efter halvanden times venten i køen på en taxi i fuld uniform (jakkesæt og slips), kunne den hvide skjorte vrides af sved. Stående i køen kunne du se de ankommende fly, som før landingen lavede en halvfemsgrader drejning mellem to højhuse. Fascinerende og lidt skræmmende. Det var heldigt du ikke vidste det, da dit fly foretog den samme manøvre.

På hotellet fandt du ud af, at dine strabadser i taxikøen var fuldstændig unødvendige.

Deres "shuttle" (hotellets minibus) havde ventet forgæves på dig i lufthavnen. Men ingen i København havde nævnt det for dig! OK. De bedste erfaringer er dem, du føler på dit eget skind.

Flyrejsen til Fuzhou (Fujian province hovedstad) var forholdsvis kort, men landingen, med pludselig tyvemeters dyk, meget ubehageligt. Den næste fornøjelse var venten på en bagage, som af mangel på forbindelsesgangen blev smidt til toldhallen gennem - et åbent vindue!

Overnatningen på et 5-stjernet hotel var meget behagelig, men den efterfølgende togtur til Sunchang var mindre behagelig. Men ikke så værst efter kinesiske omstændigheder, fordi den reserverede kupe var i den såkaldte "Soft Seats". Man slap for de hårde træsæder, men de 6 timers lange rejse var en lille smule for meget.

På stedet blev du indlogeret i den såkaldte Foreign Engineers Building, sammen med resten af DKC teamet og medlemmer af det australske hold.

Den nye fabrik var egentligt leveret af Australiere.

Kineserne ville købe en cementfabrik fra DKC, men prisen syntes at være for høj, så det blev ikke til noget.

I løbet af den australske statsministers officielle visit i Kina, lovede han nogle penge til den kinesiske industris udvikling og kinesere måtte vælge hvilken slags fabrik det skulle det være. Den eneste betingelse var, at det skulle være en australsk leverance.

Kinesere havde ønsket sig en cementfabrik, som skulle følge DKCs teknologiske betingelser og ordren gik til et australsk firma BHP, som var kendt for sine stålkonstruktioner men havde næsten ingen erfaring med cementproduktion.

Så udarbejdelsen af projektet blev overgivet til et andet australsk firma, som havde en licens på DKCs produkter og som brugte danske DKC til selve projektarbejdet.

Så det var intet under, at projektet indeholdt maskiner og udstyr leveret af eller fremstillet på DKCs licens. DKC var kun en underleverandør af hovedmaskineriet og fik oven i købet ordren for montage og idriftsættelse af fabrikken. Så selvom projektet var finansieret og styret ad Australiere, var kinesere overbevist at de har fået en DKC fabrik.

Derfor blev alle klager forbundne med montage og igangsættelse af fabrikken rettet direkte til DKC. Du oplevede på eget skind hvad det betød.

Idriftsættelsen af fabrikken gik af forskellige årsager meget langsomt.

Én af dem var klimabetingelser. Den høje temperatur og luftfugtighed forårsagede ikke kun skimmel i dit klædeskab. De elektriske komponenter, som australierne havde leveret, kunne heller ikke klare de kinesiske klimabetingelser. Særligt fordi det kinesisk leverede klimaanlæg ikke virkede ikke efter hensigten. Så en stor del af de elektriske komponenter var blevet udskiftet tre gange inden fabrikken kom i gang.

Det andet problem var en ikke defineret afgrænsning mellem udstyr leveret af DKC-BHP og den hjemlige kinesiske leverance. Oveni de rent tekniske problemer havde man også problemer med den sproglige kommunikation.

Kinesere havde selvfølgeligt sørget for tolke til den enkelte udenlandske specialist, men deres faglige niveau var meget lavt. Praktisk talt havde man til de seriøse diskussioner mellem BHP, DKC og den kinesiske projektledelse kun to tolke, som var i stand til at forstå og forklare den kinesiske modpart, hvad det udenlandske personale havde i sinde. Med information om den kinesiske stilling vedrørende de diskuterede sager var snart værre. Møderne blev hovedsagelig afsluttet uden konklusioner eller aftaler. Hvad Kineserne havde besluttet sig til, kunne man se et par dage efter, når resultater af deres handlinger blev synlige.

Trods udmærkede resultater af dit samarbejde med kundens folk i Indien, var din forståelse af den kinesiske mentalitet meget ringe. Dine postulater, vedrørende ændringer af den eksisterende arbejdsstil, blev betragtet som en ondartet kritik af kineserne og deres tekniske niveau. Du og dine danske fæller blev beskyldt for bevidst brug af det danske sprog på arbejde og for at afvise den kinesiske sides tilbud om at anskaffe tolke med kendskab til det danske sprog.

Igangsættelsen af din mølle gik også meget trægt. Det var her, du oplevede den længste opstartsdag i dit liv. 27 timer uden egentlig afbrydelse! Kun din yngre kollega fik lov til at holde en times pause og besøge jeres Foreign Engineers Building. Og det var kun fordi...I løb tør for cigaretter!

Det gjorde sagen ikke bedre, at Kinesere hele tiden spurgte hvorfor møllen er ikke i gang. Sådan set havde de ret til at spørge. Men hvordan skulle du forklare, at du prøvede at analysere dig frem til hvad helvede var der galt?!

Til sidst bad du dem om to dages (48 timer) tid. Uden spørgsmål og forstyrrelser i dit arbejde. Sådan set gik de med til det og det lykkedes for dig at få den forbandede mølle i gang fire timer før den aftalte termin. Men i mellemtiden nåede kineserne at sende en fax til København med et krav om anskaffelse af en "rigtig" møllespecialist.

Da cementovnen var stadigvæk ikke kørende, en opvarmning af materiale og luften i møllen var afhængig af en speciel oliebrænder, hvis arbejde skulle passes af en til det formål uddelegeret arbejder. Flammen i brænderen havde en tendens til at gå ud i tide og utide, og den pågældende arbejder skulle antænde den med det samme igen. Desværre var brænderen placeret på første etage, imens arbejderen foretrak at sidde på bænken placeret på jorden nedenunder, sammen med de andre sovende gutter. Tabet af flammen kunne du se øjeblikkeligt i kontrolrummet på møllens temperaturmåler. På din højtråbende reaktion, åbnede den kinesiske skifteformand et vindue og råbte til de arbejdere, som "hvilede" på bænken tæt ved møllen, at de skulle genne ham der fra brænderen op igen. Efter tre dage med hyppige gentagelser af legen, foreslog du kineserne at udskifte "flammepasseren" med en person, som ville bedre forstå vigtighed af brænderens stabile drift. Et par dage senere blev I informeret af den kinesiske modpart at personalet ved brænderen var udskiftet og at man forventede at DKC også udskifter møllespecialisten. Det vil sige at du skulle sendes hjem!

Det blev du meget ked af, selv om DKC har ikke vist nogen lyst til at udskifte det udsendte personale. Australierne har fortalt dig at du var den ellevte person kinesere prøvede at slippe af med.

Fra et tidsperspektiv er du i stand til at forstå dem. Du kunne jo ikke forstå hvad kinesernes chef har haft at fortælle dig. Han kiggede direkte på dig, mens han talte til dig. Du kiggede på tolken, som skulle oversætte hvad han sagde. Det kunne sagtens tolkes som en foragt. Specielt fordi dit svar var også rettet mod tolken, som du betragtede som din allierede, selv om det ikke var tilfældet.

Den fejl indså du først et par år senere, da dit firma sendte dig på et 3-dages kursus om internationalt samarbejde. Du havde jo lidt erfaring, så 30% af kursusmaterialet var ikke nyt for dig. De næste 30 % havde du en underbevidst fornemmelse af og selve kurset hjalp dig med at putte det i de rette skuffer. Men resten af materiale var en rigtig øjenåbner.

Det du husker bedst var en øvelse i en tre mands gruppe, hvor én person skulle forberede en historie, som skulle fortælles til et andet medlem af gruppen (en "lytter") og som skulle bedømmes af det tredje gruppemedlem, der skulle være "dommer".

Det var dig, der fik til opgave at forberede en fortælling. Efter forberedelsen kom du ind i et rum, hvor "lytteren" og "dommeren" sad. Du satte dig overfor "lytteren" og begyndte på din fortælling. Efter den første minut af din fortælling var gået, vendte "lytteren" sig og begyndte at kigge nogle papirer igennem. Ubevidst, for ikke at miste tråden, begyndte du at tælle til "dommeren", som lød lidt mere interesseret. Og det var faktisk formålet med øvelsen! I det øjeblik du ikke får en respons fra den person du henvender dig til, begynder du at søge et objekt som sådan en respons vil give. Lige meget om det har nogen logisk begrundelse eller ej.

Så ved en automatisk diskvalifikation af den kinesiske chef som en "lytter", har du henvendt dig til en tolk, som praktisk talt var kun en mellemmand i dit forhold til kineserne, og som sådan ikke havde indflydelse på de beslutninger, der skulle tages.

Lige siden, hver gang du henvendte dig til en kunde, har talt og kigget direkte på ham. Lige meget om det var tale om en direkte samtale eller ved hjælp af en tolk.

Selvfølgeligt virker systemet ikke i alle tilfælde. I nogle kulturer kan en direkte øjenkontakt med en person opfattes som en udfordrende stirren og et tegn på den modsatte hensigt.

Fra dette kursus husker du også afslutningen af den første kursusdag. Dagen der startede kl. 8 om morgenen, var fyldt op med klassearbejde, med korte pauser til frokost og aftensmad. Herefter blev I "lyksaliggjort" med en to timers forelæsning og alle var godt "kogt". Klokken blev næsten ti om aftenen, men jeres instruktør havde en afsluttende øvelse for jer. Et kortspil! Hver af jer har fået et stykke papir med spillereglerne, som ikke var kompliceret. Man kunne kigge ind i spillereglerne ved et "prøvespil" men måtte ikke tale sammen. Spillereglerne blev fjernet ved starten af den egentlige "seance", som skulle foregå i komplet stilhed. Spillet foregik par mod par. Efter "prøvespillet" fik I til jeres bord et nyt par. Men efter kortfordeling opdagede du at det nye par spillede efter lidt andre regler! Forvirringen varede måske 10 sekunder. Du kiggede på din makker og ... uden et ord var I gået med til at spille efter de nye spilleregler. Fordi "Show must go on"!

Og det var essensen af den øvelse.

Du ankommer til et land, hvis sprog er dig ukendt (stilhed). Du har intet eller meget lille kendskab til landets skikke (spilleregler). Men dit mål er at gennemføre den opgave du blev pålagt (spillet). Og for at gennemføre din opgave skal du hele tiden vurdere hvor meget kan du "slække" på dine kendte "spilleregler" og alligevel opnå den ønskede slutresultat.

Der var problemer med en ovnopstart. En mangel på oliebrændsel som var nødvendig til antændelse og opvarmning af ovnen, gjorde sagen ikke bedre. I stedet for havde Kineserne foreslået at bruge et kulmel. Af sikkerhedsmæssige grunde vil DKCs brændermester ikke gå med til det. Kineserne havde besluttet, at hvis de udenlandske specialister ikke var i stand til at opvarme ovnen ved hjælp af så gammeldags teknologi, så kunne kineserne gøre det selv ved hjælp af de hjemlige specialister. Man var klar over at det var en ovn af helt anden type og størrelse, men en ovn er jo en ovn!

Ifølge DKCs brændermester rapport foregik det på følgende måde:

"I ovnen placerede man nogle træstilladser, dækket med nogle gamle koners underbukser og dyppet i olie. Disse blev antændt, men ilden gik ud før man nåede at starte indsprøjtning af kulmelet. De udbrændte underbukser erstattede man med nogle gamle uniformer fra Kulturrevolutionens tid, også dyppet i olie. Da den kinesiske brænderspecialist troede at træstilladser begyndte at brænde, startede man indsprøjtning af kulmelet. Lidt senere opdagede man, at ilden gik ud, men i mellemtiden nåede man at blæse et par tons ikke forbrændt kulmel ind i ovnen. For at rette op på fejlen besluttede man at bruge den lille mængde olie, som man havde på lager. Desværre ved antændelsen og opvarmning af ovnen med olie, blev der også antændt det indblæste kulmel, som havde lagt sig de forkerte steder i ovnen og forårsagede en deformation af ovnrøret, med en tvungen afbrydelse af opvarmningsprocessen til følge. Næste dag var det svært at gå ved siden af ovnen på grund af en masse af de liggende kinesiske "tabte ansigter."

Efter anskaffelsen af en tilstrækkelig mængde af oliebrændsel, blev ovnen startet og cementproduktionen gik i gang. Så var det tid til at starte oplæringen af det kinesiske personale. Din iver var ikke delt af de kinesiske operatorer i kontrolrummet. Det vidste sig, at de ikke var operatorer af lyst, men af tvang. Hver af dem fik efter endt skolegang en arbejdsanvisning, og for deres vedkommende var det en henvisning til en cementfabrik i Sunchang! På din bemærkning, at du også arbejdede langt fra dit hjem og familie, har de svaret, at det var dig selv, der valgte det. Du sagde, at hvis de ikke havde nogen indflydelse på den eksisterende situation, skulle de prøve at finde noget positivt i det og holde sig til det. Det så ud til, at det lykkedes for nogle af dem. Ja. Hvad er det bedste middel mod krybdyr? Prøv at lide dem!

Oplæringsproblemerne var blandt andet forårsaget af en besværlig sprogkommunikation, som på grund af de uerfarne kinesiske tolke haltede gevaldig meget.

En skønne dag fik I at vide, at der kom en lastbil med instruktioner, der var oversat fra den engelske original til kinesisk på Nanjing Instituttet. Lastbilen blev ret hurtigt tømt og alle instruktioner blev opmagasineret i et specielt rum. Som med det samme blev lukket med... en hængelås!

Efteråret kom. Og med det skift til vintertiden. Hvordan klarede man det på fabrikken? Meget simpelt. For at undgå at natteskiftet skulle arbejde én time længere, ændrede man tidspunktet for begyndelsen af alle skift! Så dagvagten i stedet for at starte klokken 8:00 skulle starte kl. 7:00!

Efter sigende blev tog og bustrafikken i hele Kina stoppet den nat for én time, så man skulle ikke skifte timeplanerne! Smart! Men hvad så med flytrafikken? De onde tunger påstod at flyene fald bare ned på jorden! Måske lidt overdrevet, selv om man hørte om et CAAC (Civil Aviation Administration of China) fly, der faldt ind i en vandkanal i Hong Kong, som befandt sig nær lufthavnen. Og én af Australierne kom tilbage fra sine ferier med en t-shirt med påtrykt "CAAC survivor".

Lige før Kinas Befrielsesdag blev ovnens cyklontårn stoppet til. Du gik derhen for at se, hvordan det gik med rensningen af de blokkede cykloner, men det var svært at se noget på grund af de 50 kinesere, der stod på de tilstødende platforme og trapper og kikkede på de to arbejdere, der prøvede at gøre noget ved én af de tilstoppede cykloner.

På grund af den fornævnte Befrielsesdags festligheder, der skulle i 5 dage, fik de fabriksansatte fri, og en del af medarbejderstaben rejste hjem. De udenlandske specialister fik også fri, og den danske gruppe besluttede at udnytte tiden til at besøge de nærliggende Wuyi Bjerge. Hele turen blev betalt af "Ølkassen". For det øl, som I drak i Foreign Engineers Building "Game Hall" bar, betalte man 3 yuaner, mens indkøbsprisen var 2,5 yuaner. De "samlede" på den måde 2000 yuaner var en fælles indsats af de otte danskere, der var beskæftiget ved projektet, samt deres australske kollegaer, som også benyttede baren og øgede omsætningen. Disse penge rakte til betaling af hotelomkostninger, en rigtig, 12-retters kinesisk middag, og "rafting" på Nine Bends River.

Fabrikkens igangsættelse trak ud. På et tidspunkt konstaterede det australske firma at pengene til projektet var ved at brugt op, og besluttede at trække alle udenlandske specialister hjem. Da projektet ikke var færdiggjort, havde man forhandlet seks uges opholdsforlængelse for brændermesteren og "mølleren" (dig) fra DKC, samt en computerspecialist fra BHP. At det ikke blev til noget fik I at vide to dage efter de andres afrejse. Den kinesiske side fik ikke skaffet de 100.000 australske dollar, som jeres ophold skulle koste, og I kunne lige så godt fordufte. På spørgsmålet om hvor meget tid du havde brug for til at afvikle dine udestående på anlægget, havde du bedt om tre dage.

Det huede ikke brændermesteren, som brasede ind på dit værelse næste morgen og sagde, at han ikke vil blive én dag mere, og resten af sagerne kan lige så godt afvikles af jeres opstartschef, som stadigvæk var på anlægget. Brændermesteren forlod ikke dit værelse før du var pakket færdig, og drak i mellemtiden de sidste øl, som du havde i dit køleskab.

I blev kørt til togstationen og puttet i det første tog. På grund af jeres hastige retræte og tidsmangel var det ikke muligt at skaffe jer "soft seats" biletter, og de seks times rejse til Fuzhou tilbragte I på jernbanevognes gang med flytning af bagagen, som ikke skulle blokke de indgangsdøre til vognen, som passede til den side hvor stationens perron akkurat var.

I Fuzhou viste det sig umuligt at få flybilletter til Hong Kong de næste tre uger. Et forsøg at donere 100 US dollars til velgørenheds formål (hvor rejsebureauets repræsentant selv kunne vælge modtageren) gav ikke et positivt resultat.

I besluttede at besøge CAAC bureau, og efter lange forhandlinger fik I to flybilletter til næste dag til... Beijing! Du kontaktede DKCs kontor i Beijing og har bedt en kinesisk medarbejder om reservering af flybilletter til Bangkok samme dag.

Flyrejsen til Beijing var uden problemer. Men i Beijing lufthavn var der ingen reservation til Bangkok flyet! Det vil sige, den var der, men blev kasseret! Og ingen vidste af hvem og hvorfor. Igen et forsøg for at købe flybilletterne til Bangkok. Denne gang med positivt resultat, fordi brændermesteren havde rede penge i dollars.

Kreditkort kunne man dengang endnu ikke bruge i lufthavnen. Ved bagage indlevering næste problem. Du havde kun 20 kilo overvægt. Men brændermesteren havde måske 50 kilo eller mere. Og så mange dollars havde I ikke. Heldigvis var bagagevægten i uorden, så I blev enig med bagagedamen om at du havde 10 og din kollega 20 kilo overvægt, og for de sidste dollars fik I adgang til afgangshallen.

I Bangkok lufthavn mødte I jeres kammerater, som forlod fabrikken én uge før eller tidligere, men som fløj hjem til København med samme fly.

Det så ud til at nogle af dem "havnede" i Hong Kong, og de andre havde lavet en "pause" i Bangkok. Det var ikke alle, som havde så travlt som din ven brændermesteren...

Alex Adelist

December 2016