DIADIA STIOPA (5)

Tilbage til fortiden
(5) Diadia Stiopa

I TV igen noget om miljøet.
En konference i Peru, for Gud ved hvilken gang, skal udarbejde en resolution, der kan måske vedtages et år senere. I den anledning et indlæg fra Sao Paulo, hvor situationen med vandressourcerne bliver kritisk.
Et vandniveau i reservoiret er mere end 10 meter under det normale.
Vandmangel klares med biltransport af vandcisterner. Tilsyneladende meget dyrt.
Transport af vand er ikke noget nyt for dig. Det husker du selv fra Sovjetunionen.
Diadia (onkel) Stiopa vodovoz (vandbærer). Udødeliggjort i én af de sovjetiske filmsange:
"Et mærkeligt spørgsmål kan det være!
Hvorfor er jeg egentlig en vandbærer?
Fordi uden vand for så vidt
Kan du hverken hid elle did!"
Det russiske problem var en mangel på vandforsyningsinstallationer.
Derfor Diadia Stiopa var udstyret med en vogn, en hest og en vandtank.
Rusland var dit barndomsland.
Kan du huske dit foredrag med lysbilleder fra din første tur til Sovjetunionen?
Du viste der nogle lysbilleder af Tamerlans (Timurs) grav i byen Samarkand.
På gravtoppen var der placeret en aflang grøn sten (malakit?).
De sovjetiske forskere besluttede at undersøge indholdet af graven. Lokalbefolkningen var meget imod dette, da det betød at den grønne sten skulle tages af. Ifølge legenden, sådan en handling har altid været forbundet med store ulykker. Forskere, selvfølgelig, tog sig ikke af den gamle overtro og åbnede graven alligevel. Det skete den 15. juni 1941. Og en uge senere, den 22. juni 1941, skete der to ulykker.
Tyskland invaderede Sovjetunionen ... og du blev født!
Hvad kan du huske af de første år i Sovjetunionen?
Foruden Diadia Stiopa? Ikke ret meget.
Mærkeligt nok, forældrene havde aldrig talt om den tid.
Som om alt det, de har overlevet der, aldrig eksisterede.
Du ved meget lidt om deres flugt fra Polen til Sovjetunionen.
Endnu mindre om hvor de boede og hvad de lavede.
Du var født i Simferopol på Krim halvøen. Af den grund følte du dig altid halvrussisk.
Du kunne aldrig rigtig forstå, hvorfor Krim hører pludseligt til Ukraine.
Og i modsætning til det meste af den vestlige verden, har du accepteret helt smertefri den russiske annektering af Krim.
Fra Krim tiden husker du ingenting. Du kan heller ikke huske din far.
Efter sigende, blev han indrulleret i den såkaldte "arbejder hær", da du var 18 måneder gammel.
Rejsen med mor til Ural-bjergene husker du heller ikke.
Er det på den rejse, mor har tabt dig?
Toget, I kørte med, blev angrebet af tyske fly, og alle begyndte at løbe væk for at gemme sig i den nærliggende skov. Mor løb også, med dig indpakket i et tæppe. Da hun nåede udkanten af skoven var tæppet tom! Hun vendte sig om, og begyndte at løbe tilbage. Folk råbte: "Hvor løber du? Er gået fra forstanden?!" Men hun løb tilbage over marken for at finde sin tabte søn, som efter sigende lå i furen med de bare fødder i vejret. Det lader til at det var dig, fordi du altid lignede din mor meget...
Er det i Lysva, i Uralbjergene, du blev "afsat" til den ugentlige "jasli" (børnehave)?
Onkel Misha fortalte dig engang, at han ofte måtte skælde din mor ud, fordi hun ikke altid tog dig ud af "jasli" om søndagen. Hvor var hun ung og sulten for livet dengang. Du fik sandsynligvis ikke nogen men af den grund, fordi du ikke husker noget fra denne periode. Måske kun de sange sunget de søndagsaftner du var sammen med sin mor: "Vihodila na bereg Katyusha ..." (Katia gik ud på havbredden), "Papa poshol na front vojevat" ... (far gik i krig) "O Stalinie mudrom, rodnom og lubimom. O Stalinie mudrom my piesni pajom ... " (om Stalin, så klog og elsket, vi synger en sang).
Du har sandsynligvis et eller andet sted et billede fra disse "jasli" med masse af andre børn, hvor du kan genkende dig selv kun på grund af den bamse du holder i hænderne.
Fra Rusland har du endnu to billeder. Det første i en sømandsuniform. Du er sandsynligvis tre år gammel på det billede, men hvor og hvem har taget det, har du ingen anelse om. Det sidste billede husker du, fordi forældrene efterlod dig hos fotografen, indtil de fremkaldte billeder blev tørret ... og måske lidt længere. Du så billeder hængt til tørring på et snor i badeværelset og var meget bange for den lille gris, fotografen holdt der.
Det er omkring dette tidspunkt blev du første og sidste gang i dit liv korporligt revset af din far.
Fra jeres lejlighed i Lysva husker du kun en "gromkogovoritiel" (en højttaler), der kørte 24 timer i døgnet, og en lille stol med en cirkulær udskæring til natpotten.
Og dette "sunduk" (en trækiste), som din far malede en dag med rød farve. Den næste dag, som sædvanlig, har du været alene i huset, fordi forældrene gik på arbejde om morgenen. Resterne af den røde maling stod ved siden af den omtalte "sunduk", og du besluttede at bruge malingen på din facon. Den hvide dørkarm, klattet med rød farve, var sandsynligvis ikke din fars kop te, hvad din numse smerteligt har erfaret.
Det sidste minde fra Rusland er en togrejse til Polen. Kun med din mor. Far forduftede et par dage før afrejsen og fandt jer lige før toget ankom til Polen. Det vidste sig at hans chef har "taget" nogle jerndele fra det lager, far var en lagerforvalter for. Jerndelene blev anvendt på en barnevogn, men på den tid en lageransvarlig kunne skydes for mindre end det.
Alligevel har mor bebrejdede far, at han forlod hende alene med alle problemer forbundne med afrejsen til Polen. Og kun takket være hjælp fra Onkel Misha, havde vi undgået at havne i Sovjetunionen for bestandig.
Derefter besøgte du Sovjetunionen to gange som en turist.
Den første gang i slutningen af tresserne. På en tur Moskva - Tasjkent - Bukhara - Samarkand.
Du så ingen Diadia Stiopa. Men du så en kvindelig sporvogns driver, som var meget venlig over for jer, "udlændinge", bare for lige efter skælde lodret ud en passager, der forvekslede udgangsdør med indgangen. Og jeres buschauffør i Moskva, der stoppede bussen, og gik tilbage til det sted (100 m), hvor en politibetjent gav med hånden et stoptegn. Og en ventesal for indenrigsfly i Moskva-Sjeremetevo lufthavn, hvor de ventede på en flyforbindelse folk lå som sild på marmorgulvet, med sko under deres hoveder (så ingen kunne stjæle dem). Og en loppemarked i Tasjkent, hvor ting som i Polen ville være kastet direkte ind i skraldespanden, gik som varme boller. Det var der, du "skød" et diapositiv af en mand, hvis tøj hold sig på kroppen kun ved hjælp af et par agraffer.
Rejsebureauet har kludret en smule i planlægningen, og jeres fly fra Bukhara til Samarkand fløj dagen før I kom til byen. Af den grund havde du en mulighed for at opleve den endeløse tur med det russiske tog til Samarkand, med uforståelige og lange stop i marken. Nogle spøgte, at mens toget var standset gik lokomotivførers hjælper rund i toget, og samlede til brændsel for lokomotivet.
Du vendte opløftet til Polen. Forældrenes venner var lige vendt fra deres tur til Sverige. Syge. Ikke fysisk, men på grund af forskellen i livstandarden. Du fortalte dem at de valgte den forkerte retning. En tur til Sovjetunionen ville kurere dem med det samme!
Ikke alt på denne Sovjetunion tur var negativ eller uinteressant.
Søgningen efter en pub i Moskva, fordi baren i hotellet "Rossiya" lukkede kl. elleve om aften. Hjulpet af en flink politibetjent og overrasket, fordi for drikkevarer skulle betales i dollars!
Cognac drukket klokken fem om morgenen på en bar i Tasjkent, fordi det kun var kl. 11 om aften i Polen!
Et par af dine rejsefæller havde mistet mulighed for at opleve Tasjkent, fordi den første dag har de forvildet sig på et lokalt bryllup, og fik ikke lov at slippe fri. I løbet af de tre dages ophold blev de bragt i en bil fra brylluppet til hotellet sent på natten, og samlet tilbage til brylluppet tidligt om morgenen. Meget gæstfri, men lidt trættende.
Ophold i Bukhara med sand i øjne, næsen, mund og pyjamas, efter en nats søvn på et hotel.
De lokale drenge stirrende med sultne øjne på de polske blondiner.
Din pris (50 kopek per kilogram vægt), tænkt som en joke, syntes for dem alt for lav.
Det vidste sig, at en normal pris for en brud derovre var 3000 rubler! Hvis man sammenlignede det beløb med disse 50 rubler, som én af disse fyre tjente om måneden, hans chancer for et ægteskab var mindre end ringe.
Og overraskelsen over, at det muslimske flerkoneri blomstrer uofficielt i de sydlige republikker. Naturligvis kun for dem, der har råd til det.
Og en togkupe med 6 sovepladser på hårde bænke i det russiske tog. Og "babushka" (en gammel kone) med "kipiatok" (varmt vand til te).
Og Samarkand.
I mødte i byen nogle piger, og en af dem har inviteret jer hjem.
Det var første gang du så indvendig et hus, hvor alle vinduer var placeret indvendigt til gårdhaven. I blev modtaget af pigens mor, og trakteret med grøn te, mens I sad behagelig på et gulvtæppe (ingen stole). En af dine kollegaer kunne ikke tage øjnene fra den unge pige.
I spøgte at han ønsker at gifte sig med hende. Men hendes mor sagde ganske alvorligt at det er udelukket. "Hvorfor?" "Ville I give væk én af jeres piger?" "Selvfølgeligt!" "Men vi kan ikke gøre det!"
En af dine kolleger: "Og hvis De kunne, hvem af os ville De give pigen?
Moderen kiggede på jer og pegede på dig. Du var solbrændt og iført en hvid skjorte, hvide bukser, hvide tennissko og havde en "tubiteika" (turkmensk hovedbeklædning) på hoved: "Ham ville jeg give hende" "Hvorfor?" "Fordi han ligner en Jøde!"
To år senere, var du i Sotji, på en sovjetrussisk pionerlejer.
Der var naturligvis en obligatorisk, ideologisk foredrag.
I fik et godt grin af denne afrikaner, som prøvede at fortælle jer, på et gebrokken russisk, om det kapitalistiske ondskab, der hærger på det sorte kontinent.
Men busturen gennem bjerge til Rica søen, hvor halvdelen af bussen hang over afgrunden på de fleste vejsving, solen, den blå himmel og den dejlige strand ved Sortehavet var mere end belønning for det "besvær".
Så det gjorde ingenting, at nogle stærke søgelys fejede havet og stranden, som var lukket om natten, fordi Sortehavet var et grænseområde. Selv om den tyrkiske kyst var 400 km væk!
Og så strandvagten. Også Diadia Stiopa, men ikke den samme.
Ud over vagterlønnen, fik denne Diadia Stiopa en lille invalidepension. For et arm, tabt under Anden Verdenskrig. Han fortalte jer stolt om den sidste veterankonference, hvor en af generalerne har indgivet et forslag om at anmode Det Øverste Sovjet om at fjerne sådanne invalidepensioner, fordi de er en stor økonomisk byrde for landet!
Lad det altid være solen ...
Lad det altid være himlen ...
Men ville det altid være Diadia Stiopa?

December 2014
Alex Adelist