DEN OVERLEVENDE

DEN OVERLEVENDE

Okay! Det er ikke et problem.
Jeg kan ikke tale, men jeg forstår stadigvæk forstå polsk.
Det er lige som at køre på cykel.
Selvom man ikke har gjort det i lang tid, så kan man da stadigvæk cykle.

Så De kan tale polsk, og jeg vil svare på engelsk.
De skal vide at i mit hjem talte man jødisk.
Men i den bolig, hvor vi boede, var der også polske børn, så jeg var nødt til lære at tale polsk.
Min far, på grund af sin virksomhed og mange kontakter med polakker, var flydende i både tale og skrift.
Nej. Jeg var lige startet i Cheder dengang, så jeg lærte aldrig at skrive eller læse på polsk.

Min opførsel? At være galant over for det modsatte køn?
Det var det, min far plejede at spøge med. At det var det eneste gode, jeg havde tilbage fra mit polske barndom.
Han plejede at sige, at høflighed over for kvinder var et særtræk for de polske herrer. Ikke hos dem alle sammen, men i de højere samfundslag og intelligentsiaen.

De har ret.
I gamle dage var det noget, man bare gjorde. Nu til dags bliver det betragtet som noget ekstraordinært.
I dag, hvis man begynder at gøre forskel mellem mænd og kvinder, kan man risikere at blive beskyldt for at være en mandschauvinist eller endnu værre!

Men tilbage til emnet. Hvem fortalte Dem om mig?
Okay. Det er ikke så vigtigt.
Det er rigtigt. Jeg kommer oprindelig fra Polen.
Og jeg er en af ​​de jødiske overlevende.
Og det er rigtigt, at vi blev reddet af polakker.

Hvorfor har vi aldrig talt om dette?
Det er et godt spørgsmål. Og samtidig et meget dårligt et.

Om jeg kan huske den tid?
Åh gud! Jeg har stadigvæk mareridts til den dag i dag!
Ville De tro mig, at jeg aldrig har talt om det her med hverken min far eller mor?!

Spørger De hvordan kunne det ske, at vi aldrig talte om disse næsten tre år af vores liv?!
Det er svært at forklare, men jeg vil fortælle Dem, hvordan det var.
Før i tiden ville det være umuligt, men nu, efter alle disse år, er det lidt nemmere.
Som MAN siger, tiden læger alle sår, men arene forbliver for evigt.

Ærligt talt, jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.
Selvom det sidder dybt i mig, både fysisk og psykisk, har jeg aldrig prøvet dette før.

Men lad os prøve fra begyndelsen.
Min far havde en polsk bekendt. Han hed Antoni Zmyk eller Smyk.
Jeg husker det ikke præcist, fordi min far altid kaldte ham Antek.
De lærte hinanden at kende, da min far var lille dreng og var på ferie i nærheden af den ​​landsby, hvor Antek boede.
På en eller anden måde blev de to drenge venner. Da min far begyndte som en lærling i sin onkels forretning, hjalp han også Antek med at få et arbejde der.

Antek var den yngste af de to sønner i en bondeslægt, og da han ikke kunne regne med nogen arv, besluttede han sig at søge lykken i den nærmeste by.
Derfor var han min far meget taknemmelig for en mulighed for at tjene nogle penge, uanset hvad det arbejde var.
Men som skæbnen ville, at hans storebror døde, og Anteks far kaldte ham tilbage til landsbyen for at tage sig af gården.
Antek glemte aldrig, hvad min far gjorde for ham. I mellemtiden blev de begge to gift, og kontakten blev sjældnere, men den var der stadigvæk. Anteks far døde og Antek overtog gården. Antek besøgte min far, hver gang han var i byen. 
Og han kom altid med friske produkter fra sin gård.

Og så kom tyskerne.
Den tid husker jeg ikke så godt. Men jeg kan huske, at jøderne var fuldstændig forvirrede. Vi blev beordret til at forlade vores hjem og flytte til et særligt sted for jøder, en ghetto. I nogen tid forsøgte vi at tilpasse vores liv til ghettoens forhold.
Og så besluttede min far at stikke af.
Det lykkedes ham på en eller anden måde at kontakte Antek, og de blev enige om, at Antek ville gemme vores familie på sin gård.
De diskuterede dette emne i meget lang tid.
Faderen sagde, at han ville sikre sig, at alle problemer og praktiske ting var aftalt, inden vi flygtede fra ghettoen.

Dengang kunne jeg ikke forstå, hvad han mente.
Jeg troede, det bare var et spørgsmål om at flygte fra ghettoen.
Men nu forstår jeg, at min far var meget klogere.
At flytte fra ghettoen til Anteks gård var kun begyndelsen på vores problemer.
Hvad med selve gemmestedet? Hvor længe skulle man holde sig skjult?
Hvad med en kompensation for ubehageligheder forbundne med at holde os skjult. Hvad med den daglige madforsyning og betaling herfor? Og mange andre ting.

Selvfølgelig, ikke alt blevet diskuteret igennem eller aftalt.
Måske fordi min far, trods al sin visdom, ikke vidste, hvilke problemer sådan et ophold i skjul kunne skabe.
Antek kunne ikke bidrage med meget i denne sag, men han var parat til at gøre alt, hvad der skulle til.

Endelig kom dagen.
Om natten kørte Antek op til indgangen til ghettoen.
Min far bestak en vagt, og vi fik en mulighed for at flygte fra ghettoen.
Vi ankom til Anteks gård samme nat og blev placeret i en slags kælder lige under køkkenet.

Anteks hus var ikke stort.
Det bestod stort set af ét stort rum, der tjente både som en stue, en spisestue, en soveværelse, et køkken og alt muligt andet.
Vores gemmested var meget mindre. Oprindeligt var det et spisekammer, placeret under køkkenet, hvor, efter man har åbnet et næsten usynligt trælåg, kunne komme ned af en placeret der stige.
Heldigvis, i husets eneste rum var der også lavet et nyt spisekammer, så dette rum stod helt tomt og ventede på os.

Min far og Antek diskuterede andre skjulemuligheder, men Ifølge Antek var grisestalden eller kostalden for udsat for fremmede øjne.
Så vi gik ind i dette snuskede, mørke rum, hvor vi tilbragte næsten tre år af vores liv.

Hvad skete der mere? Det er jeg ikke i stand til at sige.
Selv nu ved jeg ikke hvordan man gør det.

Hvordan kan man beskrive at sidde i timevis i et dystert mørkt rum?
Hvordan kan man beskrive følelsen af ​​at blive nægtet at gå ud til det lille hus, fordi faren for at blive set an nogle fremme øjne var for stor?
Og hvordan kan man beskrive tilvænning til en stinkende tønde, hvor man skulle tisse og skide for øjne af andre familiemedlemmer?
Hvordan kan man beskrive det totale forbud mod at forlade gemmestedet, som vi blev påtvunget efter cirka et års skjul?
Hvordan kan man beskrive den påtvungne stilhed i dette skjulested, for man ved aldrig, om der er nogen i oppe i rummet, som kunne blive interesseret i, hvad der foregår under dets gulv?
Hvordan kan man beskrive aflytning af, hvad folk taler om oppe i rummet?
Hvordan kan man fortære krummer af historier om nogle jøder, der blev fanget og skudt på stedet af gendarmerne?
Eller historier om en bondefamilie, hvor alle blev skudt, fordi en jøde gemte sig i deres lade, og lytte til Antek og hans kone diskutere faren for dem ved at fortsat have os skjult?
Hvordan kan man beskrive argumenterne mellem min far og Antek, som ville have os til at tage afsted, og min far, der truede Antek med, at han i dette tilfælde ville sladre til tyskerne at han holdt os skjult?
Hvordan kan man beskrive den periode, hvor Antek drastisk reducerede madrationerne, som alligevel aldrig var store nok?
Hvordan kan man beskrive vores situation, da Antek holdt op med at give os mad på et tidspunkt, fordi vi ikke ville forsvinde fra hans gård?
Hvordan kan man beskrive vores følelser, da vi lyttede til Anteks kone, som sagde til Antek, at han skulle dræbe os alle, og det ville løse deres problem?
Og hvad med den aften, da Antek kom fuld hjem og, da han åbnede lugen, faldt ned fra stigen med en køkkenkniv i hånden?
Hvordan kan man beskrive den næste periode, hvor vi ikke måtte tømme denne stinkende tønde med afføring og fik så lidt mad og vand, at vi var mere døde end levende?
Hvordan kan man beskrive befrielsens dag, hvor Antek fortalte os, at vi skulle glemme alt og aldrig fortælle nogen, at han hold os skjult, for han skal jo stadigvæk bo i denne landsby?
Hvordan kan man beskrive at vende tilbage til vores by, blot for at se, at vores hjem ikke længere er vores hjem, og at alt, hvad vi havde, heller ikke er vores?

Hvordan forlod vi Polen?
Vi var der et stykke tid.
En af min fars slægtninge, en kaptajn i den nye polske hær, fortalte os, at vores fremtid venter os i et område, der blev taget tilbage fra tyskerne, kaldet Ziemie Odzyskane (Det Genvundne Land). Han fortalte os også, at det nye Polen vil være et retfærdigt land, hvor alle borgere ville være lige, uanset nationalitet, hudfarve eller synspunkter.
Og så kom Kielce pogromen og det var enden på alt håb om livet i Polen.

Antek? Nej. Min far har aldrig kontaktet ham.
Nej. Vi har aldrig opgivet hans navn til Yad Vashem.
Min far ville aldrig tale om det. Heller ikke jeg.
Antek og hans kone er formentlig allerede døde.
Og de havde ingen børn. I hvert fald da vi var der.

Sådan var det. Og sådan gik det over.
Så lad det forblive sådan…

1) Cheder - en traditional folkeskole, der underviser i jødedommens grundlag og det hebraiske sprog.