Cyla

CYLA

Så du bliver alligevel skilt?
Jeg vidste fra begyndelsen, at alt det her at gå til en psykolog var spild af tiden.
Hvad kan jeg fortælle dig? Du er en gammel krabat i fyrrerne, så forvent ikke nogen faderlige råd.
Hånden på hjertet, er du med i alt dette, den uskyldige spædekalv, som de pludselig lagde under kniven? Da ser du selv!

Ud af alt dette har jeg mest ondt af Anulka.
Ja. Ja. Jeg ved det. Du har en aftale.
Men har du spurgt din datter, om det her passer hende?
Eller har børn og fisk ikke noget at sige?

Og beskyld mig ikke for, hvad jeg gjorde som far. Jeg blev jo aldrig skilt.

Du siger, at livet er fuldt af overraskelser? At du føler dig forulempet af skæbnen?

Hvad ved du om tragedier? Hvad ved du om skæbnen?

Denne afrejse fra Polen? Har du det dårligt her?
Er der nogen, der kalder dig ved navne? Bliver du chikaneret på arbejdet?
Rynker dine naboer panden når de møder dig?

At livet ikke fungerede for dig?
At jeg var heldig og fandt min anden halvdel med det samme?
Det er rigtigt at din mor og jeg kunne altid enes om tingene og kom godt ud af det.
Men hun var ikke altid så sød.
Hun kunne minde mig om noget, der var sket mange, mange år siden, og pine mig med det til uendelighed.
Og om det var noget virkelig alvorligt? Nej, men det var umuligt at forklare hende det.
Nogle gange kunne jeg ikke holde hende ud. Nogle gange kunne jeg virkelig ikke lide hende.
Men jeg har altid elsket hende.
Selvom det ikke var min første kærlighed.

Det har jeg aldrig fortalt til nogen. Vil du virkelig vide det? Så hør så efter.

Før krigen boede jeg i en lille by nær Ojcow i Krakows amt.
Vores familie var fattig, men de sendte mig for at studere i Krakow.
Vores rabbiner i byen var meget konservativ, og han var sur på min far, fordi han ikke sendte mig til en jeshiva, men til en normal polsk skole.
Og rigtig nok, hver gang jeg kom tilbage hjem, så jeg ud og opførte mig som en shajgetz (ikke jødisk dreng).
Det fortrød min far også, men det var jo ham, der sendte mig i den skole, så som man siger, måtte han lede i stilhed.

Det var ikke så kedeligt i vores by.
Medlemmer af Bund, foruden deres politiske virke, organiserede også et kulturliv i byen.
Fra tid til anden var der nogle teatertrupper der kom til byen og gav forestillinger i jiddisch.
Der blev også arrangeret nogle musikaftener, hvor de unge kunne danse.
De jødiske unge kunne mødes der, uanset deres synspunkter og deres forældres religiøsitet.
Selvfølgeligt, de mere religiøses børn gjorde det uden deres forældres viden.

Og det var der, jeg mødte Cyla. Og hun fik også en øje på mig.
Hun kom til de musikaftener ikke ofte, for hendes far var en rabbiner.
Men du ved, hvordan det er. Hvis der er noget, der tiltrækker unge mennesker, så vil de altid finde på noget for at være med.

Efter nogen tid blev det med Cyla mere seriøst.
Vi begyndte også at date uden disse musikaftener.
Selvfølgelig uden at nogen vidste det.
For det handlede ikke kun om hendes far, rabbineren.
Da min far fandt ud af, at jeg datede rabbinerens datter, forbød han mig strengt at gøre det!
Fordi jeg sigtede for højt! Fordi rabbineren var en puritz (en nobel herre), og vi var nogle fattigrøve!
Ja. Klassedelingen blev opretholdt ikke kun af de rige.
Disse religiøse jødiske fattiglemmer kendte også deres plads!
At jeg havde en god uddannelse betød slet ingenting.

Men vi fortsatte med at mødes. Og vi dansede til musikaftener.
Nogle gange meget tæt på. Nogle vil endda sige alt for tæt på.
Jeg fandt på Cylas krop et specielt sted.
Ikke G-punktet, din idiot! Det var andre tider dengang!
Helt tilfældigt opdagede jeg, at når Cyla blev rørt et bestemt sted under hendes venstre skulderblad, så reagerede hun, som om hun fik et strømstød, der gik igennem hele hendes krop og lammede hende for et kort øjeblik, og hendes venstre læg begyndte at ryste på et mærkeligt vis. Da vi begyndte at være på alvor sammen, gjorde jeg det meget ofte, og den stakkel kunne ikke engang forsvare sig!

Men vores dating sluttede brat, da rabbineren fandt ud af det.
Min far blev kaldt af rabbineren til en alvorlig samtale, og Cyla blev sendt ud af byen til nogle slægtninge. Derefter fandt jeg ud af, at hun var i Warszawa indtil krigens udbrud, men dengang så det ud som om hun pludseligt styrtede ned i jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden hende.

Og så kom krigen.
Cyla vendte tilbage til byen. Og tyskerne drev alle jøderne ind i ghettoen.
Der mødte jeg Cyla igen, men denne gang havde rabbineren ikke så meget at sige mere.
Tiderne var hårde, og vi var unge. Og vi holdt endda op med at skjule, at vi var et par.

Det var bare det, at tyskerne var ligeglade med jøderne.
Hver dag var der nye døde kroppe på gaden, madproblemer og en usikker fremtid.

Cyla og jeg besluttede at stikke af.
Det var angiveligt muligt at komme gennem grænsen til russerne.
Det skulle bare koste nogle penge.
Rabbineren, Cylas far, var oprindeligt imod det. "Gud er almægtig og håbet er i ham."
Men til sidst gav han os penge til at flygte.
Men først fik de os gift. Med chuppah og alt det der.
Det var den eneste gang, jeg så min far stråle.
Den første, som viste det sig at være sidste den gang i mit liv.
For bare tænk det! Han blev selv en slægtning til en rabbiner! Hvilke jikhys! (slægtskab!).

Men da de ville klippe Cylas hår, så stejlede vi!
For hendes hår havde en unik farve. Ikke sort, men sådan en mørk kakaobrun.
Og de føltes som en silke når du rørte ved dem.
På grund af de hår og den specifikke lugt af hendes hud, kunne jeg genkende hende med lukkede øjne.
Jeg husker stadig hendes skarpe, specifikke lugt i min næse.

Vi vandrede til den russiske grænse i næsten en uge.
Så måtte jeg finde de mennesker, som ville føre os igennem.
Det viste sig, at vi ikke var de eneste, der ønskede at komme ud fra de tysk besatte områder.
Og vi måtte vente til det blev vores tur.
Heldigvis havde vi penge og kunne betale for et sted at bo mens vi ventede.
Og os, et nygift par, den ventetid generede ikke ret meget.

Så var det vores tur.

Smugleren sagde, at han kun kunne få fire personer igennem den nat.
Vi var de sidste i køen. Noget var galt den nat, og smugleren sagde, at han kun kunne slippe os igennem, men kun én person ad gangen.
Vi aftalte, at han ville tage Cyla først og kommer efter mig derefter.
Ti minutter efter de var gået, hørte jeg nogle hunde gø, så var der nogle skrig og skud.
Og pludselig opdagede jeg en modkørende lastbil fuld af tyske soldater.
Jeg kunne had løbet væk, men jeg var bange for, at de ville lægge mærke til mig.
Og desuden ventede jeg på, at denne smugler skulle finde ud af, hvad var der sket med Cyla.
Men han kom ikke tilbage.

Jeg vendte tilbage til landsbyen og dagen efter erfarede jeg, at der var skudt fra både russisk og tysk side, og at min smugler var blevet dræbt. Ingen vidste hvad der skete med dem, der flygtede sammen med ham. Men der lå åbenbart flere lig der. Og denne smuglervej kunne ikke bruges mere.
Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen, og jeg havde ingen steder at vende tilbage til. Jeg vandrede rundt der i to måneder.
Så sluttede jeg mig til partisanerne og overlevede indtil befrielsen.

Jeg vendte tilbage til vores by kun for at finde ud af, at alle de overlevende fra ghettoen var transporteret et sted hen.
Jeg forsøgte at finde ud af noget på et informationscenter i byen Lodz.
Der mødte jeg din mor. Hun var også ensom som mig.
Ingen af ​​os havde nogen at vente på.
Vi blev gift, og jeg fik et job i bystyret.

Engang blev der arrangeret en afskedsbanket for de russiske officerer, som skulle tilbage til Rusland. Ved banketten fik vi en plads ved et bord, hvor en af ​​disse russiske kaptajner og hans kone sad.

Da vi satte os ved bordet, mærkede jeg en velkendt lugt.
Jeg så på kaptajnens kone og blev næsten lammet!

Hun havde blankt kakaobrunt hår!
Jeg spurgte hende om hun vil danse.
Hun nikkede med hovedet, og vi dansede, som om intet var hændt.
Men det hår! Den lugt! Jeg prøvede det gamle trick under hendes venstre skulderblad.
Hun stivnede og hendes venstre læg begyndte at ryste!
Jeg omfavnede hende og sagde "Cyla!" Hun skreg "Nej!" og hun løb ud af rummet.

Vi så ikke hverken hende eller kaptajnen indtil slutningen af ​​banketten.
Dagen efter var de ikke længere i den russiske kaserne.
Hele kontingentet af de russiske officerer og deres ledsagere rejste også væk tidligt om morgenen.
Så meget fik jeg at vide fra en af ​​de nye russiske officerer, som kom som en afløsning.

Om jeg ledte efter hende derefter? Nej.
Du var allerede født dengang. Så hvorfor skulle jeg gøre det?
Skulle jeg bryde endnu en familie op?
For selvom jeg havde fundet her, hvilket chance var der at det ville blive til noget?

Nej! Til sager lukket af skæbnen vender man ikke.
Kun hvis man ønsker sig at opleve en fiasko.

Og på en eller anden måde har jeg overlevet det.

Så kom aldrig mere til mig med dine latterlige beklagelser.