Cohen

PASSING THROUGH (JØDISK TRUBADUR)

Som en del af den jødiske filmfestival i København gik jeg til en fremvisning af filmen "Bird on a Wire". Faktisk var filmen mere forbundet med udstillingen "Leonard Cohen: A Crack in Everything." Som Rabbi Rebecca Lillian nævnte i introduktionen til filmen, findes der ingen perfekte ting i verden; alt er belastet med en vis fejl, og vores repareringsforsøg enten forværrer virkeligheden eller, i det bedste fald, efterlader en skjult fejl. Fordi kun den Almægtig kan være perfekt.
Hun fik mig også til at indse, at at lytte og forstå betydning af Cohens tekster kan være forskellige ting. Fordi Cohens tekster kan også læses som talmudisterne læser den jødiske Talmud. Først er det kun ord, som samles i sætninger, der giver den åbenlyse betydning af teksten. Men hvis man fordyber sig ind i selve teksten, og hvis man er meget tålmodig og stædig, vil man måske finde den virkelige mening. Fordi Cohen i virkeligheden er meget jødisk.
Jeg kom til forestillingen total uforberedt. Hvad vidste jeg om Cohen? Næsten intet. Og hans eneste sang, jeg kendte, var "Dance Me to the End of Love". Oven i købet i den engelsk-jødiske version. Og slet ikke sunget af Cohen!
Jeg er ikke ret bevandret i Talmud skrifter. Jeg kan heller ikke påstå at jeg er religiøs. Men efter den omtalte introduktion besluttede jeg mig at se på Cohen og lytte til hans sange lidt anderledes og forsøge at finde i hans værker den jødiske dybde.
Selve filmen var en dokumentar fra hans europæiske turné i 1972. Med hans kommentarer, med problemer med sikkerhed personale, med publikum og med det upålidelige lydudstyr. Men kunne også se Cohens kontakt med publikum, som var bestemt meget bedre forberedt på hans tekster end jeg var. I Jerusalem så det ud som om Cohen overhovedet ikke havde brug for at synge. Publikum var klar til at synge alene, for næsten alle kendte teksterne udenad.
Og jeg lyttede til Cohen. Og hvad hørte jeg?

Selvfølgelig "Dance Me to the End of Love". Men denne gang, der jeg hørte:
"Dance me to your beauty with a burning violin
Dance me through the panic till I'm gathered safety in
Lift me like an olive branch and be my homeward dove
Dance me to the end of love"
hørte jeg Cohens bemærkning om det orkester i en koncentrationslejr, som tyskerne beordrede til at spille, mens folk blev gennet ind i gaskamre.

Og "The Story of Isaac", hvor versene:
"And if you call me brother now,
forgive me if I inquire,
just according to whose plan?
When it all comes down to dust
I will help you if I must,
I will kill you if I can".
mindede mig, ved ikke hvorfor, om hvad der skete i Polen under den tyske besættelse.

Og "Who by Fire", hvor:
"And who by fire, who by water
Who in the sunshine, who in the night time
Who by high ordeal, who by common trial
Who in your merry merry month of May
Who by very slow decay
And who shall I say is calling?"
er en parafrase af bønnen "Unetanneh Tokef", som Cohen som en lille dreng hørte i synagogen på Yom Kippur dagen, og som taler om den Almægtige, der bestemmer hvert menneskes skæbne i det kommende år; hvem der skal leve og hvem der skal dø. Og også et oprør: hvem har ret til at dømme os.

Og "Bird on the Wire":
"Like a bird on the wire,
Like a drunk in a midnight choir
I have tried in my way to be free".
 hvor trangen til frihed gør os til slaver af vores gerninger, som ikke nødvendigvis stemmer med vore intentioner. 

Og sådan kunne man fortsætte i uendelighed. Men alt har sin ende. Cohen er ikke længere bland os. Det er kun ordene af hans sange, der er tilbage, og som vil lyde længe i vore ører.
Hans eftermæle? Mærkeligt nok fra en sang, som han ikke skrev, men havde i sit repertoire:
"Passing through, passing through.
Sometimes happy, sometimes blue,
glad that I ran into you.
Tell the people that you saw me passing through".

Alex Wieseltier
Februar 2020