Bedstefar

BEDSTEFAR

Nej kammerat! En øl er en øl.
For mig er de alle ens.
Min far var kræsen. Kun Okocim eller Żywiec øl.
Men det var jo i de gode gamle dage.
I dag er da ingen der kan smage forskel.
Og jeg drikker, hvad der kommer.
Ja, kammerat, jeg er altid en smule tør i halsen om morgenen.

Det der på min hånd? Det er en gammel historie. Fra brummen.
Jeg var ung. Og jeg var dum dengang. Så jeg blev sat fast i nogle år.
Men det var under den gamle styre.
Min far sagde, at det arvede jeg efter min bedstefar.
For den tilbøjelighed sprang ham over.
Min var en anstændig mand. Måske for anstændigt. Ikke sådan, som jeg er.

Min bedstefar?
Ham husker jeg godt, fordi han elskede at fortælle sine historier.
Dem fra før krigen og fra besættelsestiden.
Han blev medlem a en lokal bande, da han stadigvæk var en snothvalp.
Han var så adræt, at der fandtes ikke nogen bedre til at klatre langs gesimser og åbne vinduer.
Da de skulle acceptere ham i banden, klatrede han op på afløbsrøret til tredje sal, kravlede gennem et lille vindue og åbnede lejlighedens dør, så de kunne komme ind!

Den bande af deres var nogle hæderlige fyre.
De havde nogle strikse regler.
De rørte aldrig de fattige. Kun de rige.
Og de gjorde ikke nogen forskel, om det var en polsk eller jødisk lejlighed.

Nej. Kun de rige jøder, der boede blandt polakkerne.
Hvis der var et kvarter med for mange jøder, så var det et problem.
For selv sådan en lille polsk slyngel så anderledes end en lille jøde.
Og et røveri i det polske kvarter gik altid som smurt.

Om aftenen røvede de også de rige mennesker på gaden.
Eller dem der så ud til at være velhavende.
De havde nogle purke, som hang ud foran restauranter.
Hver gang en beruset herre gik rundt i mørket, fik banden en besked inden for femten minutter og kunne "befri" ham for hans ejendele.

Men ingen våde jobs, fordi menneskelivet var helligt.

Dette ændrede sig lidt under besættelsen.
Bedstefar sagde, at arbejdsforholdene havde ændret sig.
De jødiske lejligheder, de havde øje på, blev plyndret.
Og da polakkerne rykkede ind, var der intet tilbage at stjæle.

Så de sluttede en partnerskab med én af ​​politimændene.
Og de hold øje med jøderne. Dem, der gik ud af ghettoen.
Ikke for tæt på ghettoen, men på de steder, hvor de gjorde deres forretninger.

Den der politimand var smart. Og en god makker.
Det hele startede med, at han fangede en af ​​banden.
Det skete da Kejten, der var bandens leder, tilfældigvis var i nærheden.
Denne Kejten klædte sig altid smart. Og han var god til at snakke.
Så de kom til en forståelse.

Hvis jøderne forsøgte at drive virksomhed uden for ghettoen, måtte banden have del i det.
Så da de så en jøde, fulgte de efter ham, indtil han fik varerne og så røvede de ham.
Hvis han så stærk eller meget velhavende ud, satte de vores betjent på ham. Så måtte jøden købe sig ud.
Hvis han ikke havde penge nok, måtte han skrive en seddel til sin familie i ghettoen.
Og drengene blev sendt ind i ghettoen for at levere sedlen.
Så var der aftalt et sted, hvor pengene skulle leveres og jøden var frigivet.

Det endte altid godt, fordi fyrene var moderate og troværdige.
Og da de lovede, at de ville frigive manden, så gjorde de det.
Og jøderne kunne fortsætte med at drive forretningerne, kun mod en lille betaling.
Nogle af dem roste det endda, fordi de kunne hyre fyre fra banden til at holde øje med eventuelle problemer.

Nej. Banden samarbejdede ikke med tyskerne.
Og heller ikke med andre politibetjente eller gendarmer.
Deres politimand forklarede Kejten, at det ikke var det værd.
Hvis du leverer en jøde til tyskere, betyder det enden på forretningen.
Du slipper ham - du kan malke ham et par gange mere.

Og intet vådt arbejde.
For hvis sådan noget kom ud, kunne jøderne flytte deres forretninger andre steder hen.

Det gik fint, selvom der var nogle enkelte, der gjorde modstand.
Det var her, mulighed for at tilkalde en politibetjent kunne nævnes.
Flere gange var han også til stede og tog sig personlig af fjolset

Alt gik godt, indtil der den dumme jøde, der ikke forstod situationens alvor.
Bedstefar var tilfældigvis sammen med Kejten da det skete.
Drengene har meldt at de fik øje på en velklædt jøde, han blev fuldstændig overrasket, da Kejten stoppede ham og spurgte høfligt, hvad han havde med sig.
Jøden svarede at det ikke var Kejtens business.
Så var de nødt til at slå ham et par gange. Men han var stadig!
Og sagde at han vil melde dem til politiet!<<
Til politiet, din bastard?!
Så de ringede efter deres politimand.
Politimanden kom. Tjekkede jødernes papirer.
Og så beordrede ham til at tage bukserne af. Omskåret! Der har vi dig!

Men stadigvæk høfligt. At hvis man kan betale sig fra det, så bliver man løsladt.
Jøden svarede, at han havde intet på sig!
Så måske en adresse? Så sender vi en dreng, og han vil bringe hvad der skal til.
Nej. Der findes ingen adresse!
Og pludselig langede han ud efter Kejten, der faldt som et hugget træ.
Politimanden rakte ud efter en pistol, men jøden hamrede ham i hovedet og prøvedte at løbe væk!

Heldigvis var min bedstefar der.
Han trak betjentens pistol frem og skød mod bastarden.
Det var hans livs første skud, men han ramte fyren, selvom det var mere end 5 meter væk!
Kejten og politimanden rejste sig og nærmede sig den liggende mand.
Han var stadigvæk i live, men man kunne se hans indvolde.

Så hvad skulle man gøre?
De kunne ikke udlevere ham til tyskerne, fordi han kunne fortælle hvad der var sket.
At lade ham gå? Hvis han overlevede, så kunne han hyre nogen for at tage hævn.
Nå, der var ikke andet at gøre end at gøre arbejdet færdigt.
Og det gjorde de.

Og ved du hvad? Da de gennemsøgte liget, fandt de ud af, at han havde 10 guldmønter på sig!
Da bedstefar fortalte enden af denne historie, var han lige ved eksplodere af vrede:
"Se hvilken idiot han var! Han risikerede sit liv for de dumme guldstykker!
Og oven i købet gjorde han os til mordere! Sådan en slyngel!"

Hvad for noget? Skal du allerede af sted?
Så farvel da! Jeg bliver et stykke tid endnu.

Og tak for øllet!