AVA (9)

Tilbage til fortiden

(9) Ava.

I fjernsyn igen noget om indvandrere. Det er måske mærkeligt, men du føler ingen forbindelse med dem, selvom du selv har immigreret til Danmark. Også tvunget af daværende situation i Polen. Og alligevel anderledes.

Du masede dig ikke ind uden tilladelse. Du brugte ikke, og du havde heller ikke pengene til at betale menneskesmuglere. Dem, der er virkelig fattige og trængende, kommer aldrig til Europa.
Hvad skal en sekulært og demokratisk Europa gøre med de hundredtusindvis af mennesker fra de arabiske lande, hvoraf de fleste lever i muslimsk religiøs middelalder?
Det har de venstreorienterede og andre humanister endnu ikke opdaget, og har heller ikke lyst til at opdage. I stedet for bliver de sure over de ungarske pigtråde, som er den eneste hindring for den muslimske oversvømmelse.
Måske derfor problemet med de afrikanske indvandrere i Italien betragtes ikke som alvorligt.
Italia. Hvad er det, du forbinder med dette land? Sandsynligvis med Ava, Tinas kusine.

Avas far, Lolek, var bror til Tinas far.
De rejste til Israel i begyndelsen af tresserne.
Det skete to år efter Tinas far med hele sin familie flyttede til Szczecin, for at være i nærheden af sin bror.
Da Tinas bror flyttede til Sverige lige før I kom til Danmark, kunne I sige, at det må være en familiebrist!
Onkel Lolek og Tante Aza havde en lejlighed i Tyskland, hvor tante Aza arbejdede på en tuberkuloseklinik.
På det tidspunkt studerede Ava arkitektur i Firenze.
Ved jeres besøg hos onkel Lolek, hørte I meget om Ava og Orazio.
Det så ud til, at Ava og Orazios ubekymrede livsstil var svær at sluge for "de gamle".
Ava og Orazio boede i en charmerende treværelses lejlighed nær Arno-floden.
Tante Aza, hver gang hun besøgte dem, startede sin visit med rengøring og gulvvask.
Man kan sige, at Ava og Orazio har aldrig overdrevet med rengøring. Men var det nødvendigt?
Du er ikke den rigtige mand til at bedømme det, fordi du ikke bestod eksamen i din onkels køkken, fordi ... du brugte den forkerte svamp til at rense vasken (der var to).
Tante Aza bragte også store mængder mad, fordi de jo var fattige studerende.
Ifølge hende kunne det række til en måned.
Straks efter hendes afrejse plejede Ava og Orazio at invitere alle deres venner og bekendte, og hele madforsyningen svandt næsten øjeblikkeligt.
Onkel og tante arbejdede hele deres liv for at spare penge til alderdommen.
Onkel fortalte en dag Ava, hvor meget har sparet op.
Og Ava, i stedet for at kommentere, havde spurgt Orazio: "Orazio, hvor meget er det?"
Til hvilken Orazio svarede: "Det er tilstrækkeligt til to års godt liv!"
Hans stjerne i onkels øjne blev ikke større, da han for sine først tjente penge købte et stereoanlæg (firserne), selvom han, ifølge onkel, burde have købt en seng, fordi de sov på en madras understøttet af mursten.
Da Orazio var en katolik, var det nødvendigt med en dispensation, og Avas forældre gav Ava og Orazio penge til rejsen til Israel. Efter to uger kom der et postkort fra Israel.
Ava skrev: "Der er kommet en god ferie ud af det hele!"
Ikke et ord, om de fik en dispensation eller ej.
Kan du huske jeres første besøg i Firenze?
I har bestilt en sommerlejlighed i Lido di Jesolo, nær Venedig.
I kørte i en bil, der var lastet som en kamel, fordi I skulle komme med sit eget sengetøj.
Ved den tyske grænse har tolderen bedt dig åbne bagagerummet, men skiftede hurtigt mening, da han så børnenes rulleskøjter faldende ud på jorden.
I havde planer om at besøge Ava i Firenze på vejen hjem fra Venedig.
I ringede til hende et par gange fra Lido di Jesolo, men hver gang fik I nogle italienere i røret, som sagde, at hverken Ava eller Orazio var hjemme.
I fik fat i dem sidste dag før afrejsen. De var lige kommet hjem. De var på en ubeboet ø, og de, der tidligere tog telefonen, var deres venner, som havde fået nøgler til deres lejlighed.
Et ophold i Firenze var en total tilstand af kaos.
På en måde, et frisk pust af det modsatte til jeres nøje planlagte hverdag. Et komplet carpe diem. Næsten til at blive misundelig, at de kunne tage livet så let.
Selve lejligheden var rummelig nok til at have plads til yderlige to voksne med to børn.
Køkkenet var lidt skræmmende, fordi alle de venner, der brugte lejligheden, ikke havde tid (eller lyst) til at vaske gryder, tallerkener, kopper, knive, gafler og skeer, som var stablet op på alle bordplader og hylder. Hvem var ansvarlig for det, er svært at sige, fordi deres venner gav nøglerne til sine venner og så videre, og så videre.
Der var også et andet problem, fordi det skrin, hvor Ava havde de smykker, som hun fik fra hendes og Orazios forældre, var åbent og tomt.
Ava var meget bedrøvet. Men ikke på grund af de manglede smykker. Den første sørg var, hvordan hendes venner (eller venner af venner) kunne gøre sådan noget. Det andet problem var, hvordan kan man fortæller det til sine forældre. Det ser ud til, at onkel Lolek har aldrig fået det at vide.
Uffizi Galleri, Palazzo Vecchio, Ponte Vecchio, Pieta og David, Giardino dei Semplici er bare nogle af minder fra opholdet i Firenze. En del set sammen med Ava, der skyndte sig hjem for at forberede en middag til jer.
Hun forlod jer ved tolvtiden, og I havde tid til jer selv indtil klokken fem. I var lidt sent på den, men det gjorde ikke noget, fordi Ava var stadigvæk midt i forberedelser til middagsmaden.
Det samme var klokken syv. Og klokken otte. Og klokken ni.
Maden var færdig først ved halv ti tiden. Den søde Orazio var lidt skuffet, fordi ingen ville drikke vodka, som han købte specielt til den lejlighed. Han vidste ikke, at du er hverken Polak eller katolik!
Afrejsedagen.
Ifølge din plan skulle afrejsen foregå ved otte tiden om morgenen, fordi turen var lang, og der var en mulighed for at besøge Verona. For ikke at nævne at Ava og Orazio skulle hjælpe ved optagelsesprøver på universitetet.
Men planerne og Ava og Orazio?
Morgenmaden var forsinket, fordi man var nødt til smutte til bageriet efter brød.
Derefter efter mælk, fordi man løb tør for den. Så insisterede Ava på at lave nogle sandwicher til turen.
I mellemtiden var der nogen i dørtelefonen. Det var deres professor, der ville tage dem til disse optagelsesprøver.
Ja! Ja! Vent et øjeblik! Og sandwicher smurt igen.
Og igen denne professor i dørtelefonen. Vi er på vej! Og fortsættes med smøring af sandwicher!
Efter femten minutter professoren igen i dørtelefonen!
Ava: "Oh! Jeg kunne jo invitere ham ovenpå! "
I tog af sted lige før elleve. Det planlagte stop og besøg i Verona forduftede ud i det blå!
Der gik nogle år.
Du kom tidligere end planlagt fra Brasilien, fordi chefen havde brug for dig til at starte op et maskineri i Italien. Du rejste derned med Tina og jeres yngste datter Mira.
I boede i Sottomarina, ved Adriaterhavet, og en weekend tog I til Firenze for at besøge Ava.
Den gang havde hun allerede sit eget atelier, kombineret med en lille lejlighed.
Kan du huske jeres tur på markedet?
Ava ville besøge sin veninde fra Israel, som havde der en bod sammen med en italiensk kvinde.
Det var underholdende at se Ava føre en samtale med jer på polsk, med sin veninde på hebraisk og italiensk med den italienske kvinde. På et tidspunkt sagde Ava noget uforståeligt til jer. Umiddelbart efter har I bemærket, at både italieneren og israeleren kigger lidt mærkeligt på Ava. Det vidste sig, at det kiksede lidt for Ava, og hun begyndte at tale med jer italiensk, mens hun lykkeliggjorde italieneren med hebraisk og israeleren med polsk!
Det år blev Ava lige 40 år gammel, og foreslog jeres 16-årige datter en fælles smut til en fest, hun blev inviteret til den aften.
Du og Tina var nok for gammel for hende!
Til denne fest har hun mødt Albert, med hvem hun er sammen i over tyve år i ... Sydamerika!
Ava. En frisk pust af en ukonventionel ungdom.
Uanset alder!

Oktober 2015
Alex Adelist