50 ÅR
50-ÅRET FOR DANMARKS MODTAGELSE AF JØDISKE FLYGTNINGE FRA POLEN
"Og de spurgte mig meget strengt
hvad tager jeg med mig
Jeg tager hverken sølv eller guld
Kun et håndklæde
at tørre mine hænder med
Og et eller andet sted på vejen døde min længsel
Så jeg tager min længsel heller ikke med".
(Anna Frajlich)
Den 27. oktober 2019 blev der afholdt i
København en levende eftermiddag i anledning af 50-årsdagen for Danmarks
modtagelse af jødiske flygtninge fra Polen med deltagelse af omkring 200
mennesker.
Mødets program bestod af fire paneldiskussioner om flygtninges ankomst, den
emotionelle bagage de kom med, deres identitetsproblemer og integrationen i det
danske samfund. Diskussionsdeltagere repræsenterede en ret stor aldersforskel.
Startet med dem, der kom til Danmark som voksne, gennem dem, der netop skulle
begynde deres voksne liv, til dem, der kom til Danmark som små børn.
Den tungeste og følelsesladet bagage bragte med sig de ældste. En bagage
forbundet ikke kun med de hændelser, der direkte fik dem til at forlade Polen.
Fordi den kommunistiske heksejagt mod mennesker af jødisk oprindelse efter
marts 1968 var som en påmindelse om det, der skete med over 85% af den jødiske
befolkning i Polen under den tyske besættelse. Det var en smertefuld påmindelse
om, at dette land, gennemvædet af det nazistiske folkedrab ofres blod, som
berøvede de overlevende bedsteforældre, forældre og søskende, dette land, som
var deres fædres fædreland, aldrig bliver deres fædreland igen.
Nej. Ingen blev dræbt. Det var kun de
følelser af samhørigheden med det land, hvor man blev født, voksede op og fik
smagen af voksenlivs realiteter, der blev dræbt.
Alt dette slettet af en udrejse til det ukendte, hvor alt var anderledes.
Systemet, skikke, levevilkår, sproget - alt måtte læres på ny igen.
De unge havde ikke denne ballast, selvom erindringerne af barndommen og de
første teenagers oplevelser påvirkede dem også. Men den største oplevelse for
dem var en kontakt med det ukendte.
Mens de ældste havde en fornemmelse af deres jødiske identitet, som undertiden
var skjult, men sad da altid i dem, de unge mennesker, der i mange tilfælde
lærte om deres jødiske afstamning lige før afrejsen, havde det ganske svært at
finde sin plads.
De fleste af dem valgte dog at dyrke deres jødiske identitet, og selv om den i
de fleste tilfælde ikke er religiøs, har de videregivet denne følelse af
tilhørighed til den generation, der er født og vokser op i Danmark. Og det
gjorde de i betydeligt store grad end det var tilfælde med den ældre generation.
Integrationen i det danske samfund er en historie for sig selv.
Tilegnelse af sproget, indlæring af
skikke, indslusning i det danske samfund, var en vanskelig sag for de ældre,
lidt mindre vanskelig for de unge, naturligt for den yngste og ikke noget
problem for den generation, der er født i Danmark.
Så hvem er disse mennesker, der valgte at leve i Danmark? Hvem er de? Er de
jøder? Danske jøder? Jødiske danskere? Hvor meget har de stadigvæk til fælles
med det land, de kom fra? Polsk bruges stadigvæk ved personlige kontakter og
korrespondance med familie og venner, der er spredt i hele verden.
De yngste, i de fleste tilfælde, mestrer ikke det polske sprog. Og som det er
tilfældet med den generation, der er født i Danmark, dansk er deres modersmål.
Ligesom deres måde at tænke og reagere på.
Og selv de ældste, der fortsætter med at
dyrke gamle polske venskaber og føler stadigvæk en vis sentimentalisme for
Polen, er ikke længere polske jøder.
De er kun jøder fra Polen.